- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Rusland øger trusler om nej til overflyvning

SANKTIONER: Ruslands premierminister blander sig nu i overvejelserne om russisk gengæld mod EU og USA som svar på sanktioner mod Rusland. Et område kunne være at lukke Sibirien for overflyvning – men det kan ramme Rusland på flere områder, siger eksperter.

SANKTIONER: Ruslands premierminister blander sig nu i overvejelserne om russisk gengæld mod EU og USA som svar på sanktioner mod Rusland. Et område kunne være at lukke Sibirien for overflyvning – men det kan ramme Rusland på flere områder, siger eksperter.

Der er gang i ordkrigen fra Rusland efter nye og hårdere sanktioner fra EU og USA. De kom efter den russiske annektering af Krim-halvøen og den russiske støtte til separatisterne i det østlige Ukraine.

I første omgang har Rusland svaret med forbud eller begrænsning af import af landbrugsprodukter fra lande, der har indført sanktioner mod Rusland.

Men den internationale luftfart er også i spil. Ifølge Reuters siger den russiske premierminister, Dmitry Medvedev, at der kan komme forbud mod at flyselskaber fra f.eks. Europa overflyver Sibirien. Han siger, at Rusland overvejer mulig gengæld for sanktioner og har holdt møde med landets transportminister og topdirektør fra det statslige russiske flyselskab, Aeroflot.

Kommer der forbud mod overflyvninger af Sibirien vil Air France-KLM og Lufthansa blive hårdest ramt – men også f.eks. SAS vil kunne mærke det, da de tre Asien-ruter til Beijing, Shanghai og Tokyo passerer russisk luftrum.

Til nyhedsbureauet Bloomberg har Flightradar24.com lavet en opgørelse over flyvninger over Sibirien den seneste uge.

I alt var der 1.600 flyvninger mellem Europa og navnlig Japan, det nordvestlige Kina samt Sydkorea via Sibirien fløjet af 39 flyselskaber. Opgørelsen omfatter ikke flyvninger med afgang fra Rusland. Halvdelen af flyvningerne på den østlige side af Ural-bjergene var med 14 flyselskaber fra EU.

Af disse havde Air France og KLM 249 flyvninger over Sibirien den seneste uge, bl.a. til Beijing, Shanghai og Wuhan i Kina, mens Lufthansa og familiemedlemmer, Austrian og Swiss, havde 220 flyvninger.

Mellem 29. juli og i går havde British Airways 93 flyvninger fra London til bl.a. Tokyo, Seoul og Hong Kong.

Flyvningerne til og fra Asien er i antal ikke store for flyselskaber – kun 1 procent af Lufthansas 22.000 ugentlige flyvninger er mellem Europa og Asien via Sibirien.

Et flyveforbud vil ramme hårdere hos Finnair, der betjener 13 destinationer i Asien; i sidste uge havde selskabet 115 flyvninger over Sibirien, oplyser Flightradar.com

Eksperter tror dog ikke, at det kommer til forbud med flyvninger over Sibirien. Rusland tjener årligt 170 mio. dollars for overflyvninger. Pengene ender i kassen hos Aeroflot og svarer til næsten 20 pct. af Aeroflots indtægter, siger en analytiker til Bloomberg.

En anden ekspert, Oliver Sleath fra Barclays i London, tilføjer, at Rusland med flyveforbud risikerer at EU-landene gengælder og forbyder Aeroflot og andre russiske selskaber at overflyve europæisk luftrum.