Ruslands præsident, Dimitri Medvedev, erkender store problemer med flysikkerhed efter flykatastrofen i Jaroslavl onsdag, hvor mindst 41 omkom.
Medvedev sagde ifølge Reuters, at Rusland kan blive nødt til at købe udenlandske fly for at forbedre flysikkerheden.
Flyet, der styrtede ned, havde været i drift i 18 år, og angiveligt ville dets flyvetilladelse udløbe 1. oktober.
”Vi kan ikke fortsætte på denne måde”, sagde Medvedev, da han inspicerede vraget af det gamle Yak-42 fly, som havarerede i Jaroslavl, 250 km nordøst for Moskva.
Medvedev erkendte ”store problemer” med Ruslands flysikkerhed, og sagde: ”Antallet af russiske flyselskaber må skæres radikalt ned meget hurtigt.”
Siden Sovjetunionens kollaps i 1991 er der etableret mange private flyselskaber i Rusland, men mange er afhængige af fly fra Sovjet-tiden.