- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Så gik uge 52 (og 2016)

WEEKENDMAGASINET: Både dollars og oliepris stiger – Personalemangel i hotelbranchen – Andesteg slukkede mobilen – Frem og tilbage er ikke altid lige langt.

WEEKENDMAGASINET:  Både dollars og oliepris stiger – Personalemangel i hotelbranchen – Andesteg slukkede mobilen – Frem og tilbage er ikke altid lige langt.

Af Ejvind Olesen

FLYBILLET TIL 100 KR.PR.TIME: De sidste dage af det gamle år indikerer, hvad der kommer til at ske i det nye år med flybilletterne. De kan næsten ikke undgå at blive dyrere. Om ikke andet så fordi de ikke kan blive billigere. Årets bundrekord satte Norwegian med enkelte billetter til St. Croix for 1.200 kr. Det er ca. 100 kr. pr. flyvetime, eller to parkeringsbøder på dansk jord. Og i denne uge steg dollarkursen til 7,12 kr. og råolieprisen til 55,20 kr. Det kan kun pege én vej.

MANGLER PERSONALE: Den største udfordring for 16.429 restauranter i Danmark i 2017 ser i følge Horesta ud til at blive mangel på personale, og så en udfordring i, at der måske er ved at være for mange om kagen. Selv om danskerne går mere ud, end de har gjort tidligere, ser 2017 ikke ud til at blive helt så godt som det år, der nu rinder ud. Det er heller ikke prangende resultater, der kommer ud af en omsætning på ca. 40 mia. kr. Gennemsnitligt plus er på 0,7 procent

TÆNKTE VI DET IKKE NOK: Hvis man har været i tvivl, er det ikke nødvendigt længere. Der måtte da være noget, der kunne stjæle den næsten sygelige opmærksomhed på mobiltelefonen året rundt, og nu har vi fået svaret af den tidligere SAS-direktør Jens Aaløse. Han er i dag koncernchef for TDC Group og skriver i en pressemeddelelse: ”En almindelig aften ser vi kun et lille dyk omkring aftensmaden. Men juleaften lægger vi mobilen væk for at koncentrere os om samværet og kigger hinanden i øjnene.” Tak Jens for at åbne vores øjne. Men du glemte at nævne and og risalamande. Kan vi ved at spise det noget oftere, få mobilen væk fra middagene?

CITATET: ”Min bedste ferie i 2016 var sommeren på campingferie i Italien. Vi boede i et telt som indianerne. Det var dejligt at lave mad på et gasblus.” (Undervisningsminister Mette Riisager)

SMILET: Frem og tilbage er lige langt. Undtagen fra jul til nytår, der er en uge. Men fra nytår til jul er næsten et år. (Storm P.)