- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Sådan kan man også drive et flyselskab

TIRSDAGSKLUMME: ”Jeg tror aldrig, vi kommer til at tabe penge igen,” lød det forleden optimistisk fra topchefen i American Airlines, der virkede som om, han havde fundet en helt genial måde at skaffe overskud på.

TIRSDAGSKLUMME: ”Jeg tror aldrig, vi kommer til at tabe penge igen,” lød det forleden optimistisk fra topchefen i American Airlines, der virkede som om, han havde fundet en helt genial måde at skaffe overskud på.

Af Ejvind Olesen

”Jeg ved, jeg lyder som en evangelist, der prædiker det gode budskab. Vi har været gennem en periode med høje oliepriser siden 2014, men den tid er forbi. Vi har været igennem krak i industrien og i luftfarten, men nu lysner det gennem de mørke skyer.”

Tænk, det sagde han virkelig. American Airlines koncernchef, Doug Parker, i den forløbne uge på TV-kanalen CNBC. I samme uge som Air Berlin mere eller mindre opgiver ævret, Ryanair klumrer rundt med mangel på piloter og brænder tusinder af gode kunder af, mens Monarch Air, som mig bekendt ikke har været i Danmark siden selskabet fløj for Calypso i midten af 1990’erne, krakkede med 110.000 passagerer, der bliver berørt.

Parker kan selvfølgelig ikke bebrejdes, hvad der sker i Europa, selv om han sammen med sine kolleger i de andre store amerikanske flyselskaber har gjort sit til at forhindre Norwegian i at få plads på det amerikanske marked med billige priser.

Men nu har han set lyset. Fremgangen er klar. Flyene skal have flere stole ind i skroget. Turistklassen skal udvides. Samtidig skal man have en eller to klasser højere, hvor det koster tillæg. Det skal være muligt at reservere særskilte pladser mod ekstra betaling. ”Og det gør vore kunder i stor stil.”

Bagagen rummer masser af muligheder. Man kan blive helt salig ved at tænke på det. Det er først lige begyndt. Parker nævner i sit interview, at ekstra betaling for bagage har givet amerikanske selskaber 4,2 mia. dollars sidste år. Heraf har American tjent en fjerdedel.

Stolene skal i fremtiden bestå af tyndere materiale, sådan at der i et fly med midtergang kan rykkes 190 stole ind mod 181 i nuværende udførelse.

I september kvartal, når American til gengæld ikke budgettet på grund af det store tab på sit hub, Puerto Rico, i Caribien, hvor orkaner har anrettet slemme skader.

Men bortset fra det har Doug Parker set lyset. Stakkels passagerer!