Nok er der netop kommet nye ejere af ejendommen, som Comwells hotel i Nordhavn ligger i, men parterne er dog ikke fremmede for hinanden. De samarbejder nemlig i forvejen i Køge.
Det er kun få dage siden, at der var gået et år fra, at Sampension købte sig ind i det 127 værelser store Comwell Køge Strand således, at pensionsselskabet blev medejer sammen med ejendomsselskabet AKF.
Allerede dengang lød det, at ingen af parterne regnede med, at det ville være sidste gang, at de ville gå sammen om en investering, og det fik de ret i. De to selskaber har nemlig netop overtager endnu en hotelejendom. Det skriver Ejendomswatch.
Denne gang drejer det sig om Comwell Copenhagen Portside, der ligger i Nordhavn. Sampension og AKF har købt ejendommen af de hidtidige ejere pensionsselskabet Keva fra Finland og AP Pension for omkring en milliard kroner.
Fortsætter som operatør
Comwell Copenhagen Portside var den danske kædes første og hidtil eneste hotel i København. Det har 483 værelser i forskellige størrelser, 17 møde- og konferencelokaler samt restaurant, bar, fitnesscenter og udendørsområder.
At ejendommen skifter hænder, betyder dog ikke, at der skal findes en ny operatør, og det glæder koncernchef Peter Schelde fra Comwell Hotels.
Han erklærer sig godt tilfreds med, at man får nye ejere med et solidt branchekendskab og som allerede har forståelse for den måde, som Comwell driver hoteller på qua aktørernes allerede eksisterende samarbejde i Køge.
Forventer sig gode ting
Torbjørn Lange, der er chef for ejendomme og infrastruktur i Sampension, fortæller til Ejendomswatch, at det er glædeligt, at man nu fortsætter parløbet med ejendomsselskabet og den danske hotelkæde.
”Ejendommen har et langtidsholdbart potentiale understøttet af den fortsatte solide udvikling i Nordhavn, hvilket vi forventer vil bidrage med attraktive afkast til vores pensionskunder. Vi værdsætter derudover udbygningen af såvel samarbejdet med AKF som med Comwell.”
AKF har ambitioner om flere hotelopkøb. I marts udtalte koncernchef Ino Dimsits, at man regner med at foretage tre handler inden for hotel- og boligsegmentet inden sommerferien i år.
Relaterede artikler:
Ejendomsudvikler køber københavnsk luksushotel