- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Salg af BCHG omfatter ”regnskabsmanipulation”

Flere mindretalsaktionærer i BC (Bella Center) Hospitality Group er vrede over, at hovedaktionæren vil sælge til ejerkreds med en konstruktion, der angiveligt udmanøvrerer mindretalsejerne.

På BCHG’s generalforsamling tirsdag i næste uge skal der ikke mindst tages stilling til et salg af BCHG-koncernen, der også er hårdt ramt af coronakrisen. Kapitalfonden Solstra Investments ejer 85 procent af BCGH Holding.

Udover Bella Center omfatter BCHG blandt andet tre store københavnske hoteller: AC Bella Sky ved Bella Center, Copenhagen Marriott Hotel og Crowne Plaza Copenhagen Towers. Hotelbygningerne ejes af henholdsvis den norske Wenaas-gruppen (Bella Sky), Pensiondanmark og ATP (Marriott) mens Crowne Plaza-hotellet ejes af den svenske ejendomsfond Niam.

STANDBY.DK havde allerede sidste måned nyheden om, at hovedejeren af BCHG, kapitalfonden Solstra Investments, prøvede at få solgt BCHG. Køberne af 50,1 procent af BCHG er, ifølge en pressemeddelelse fra sidste uge, tre danske erhvervsfolk, Christian Riis-Hansen, Peter Korsholm og Martin Gaarn Thomsen. Salget foretages med støtte fra statslige Vækstfonden samt koncernens bank, Nordea, der skal eje den resterende del af aktierne, 49,9 procent.

”Ufin model med regnskabsmanipulation”
I dag skriver Berlingske.dk i en længere artikel blandt andet, at der er udbrudt ”et opsigtsvækkende opgør om kriseramte Bella Center. Der bliver brugt ”en ufin model med regnskabsmanipulation” for at slippe af med mindretalsaktionærer og få blandt andre Vækstfonden ind som ny ejer. Sådan lyder kritikken fra Bella Centers tidligere hovedaktionær, milliardæren Michael Kaa Andersen, som står til at miste Bella-aktier til en værdi af 40 millioner kroner,” skriver Berlingske.

I marts gik Bella Centers ledelse med hovedaktionæren, kapitalfonden Solstra Investments i ryggen, på jagt efter ny kapital for 150 millioner kroner. Det er nu sket med de tre erhvervsfolk, der sammen med Vækstfonden og Nordea efter planen bliver nye aktionærer.

Købspris på 200-250 millioner kroner
En velinformeret kilde sagde 1. juni til STANDBY.DK om en mulig købspris af BCHG: ”Jeg vil skyde på, at købsprisen er cirka 200-250 millioner kroner – med 100-125 millioner kroner fra Vækstfonden. Og det er ikke taget helt ud af den blå luft.”

Men, fortsætter Berlingske, bagsiden af medaljen er, at virksomhedens nuværende aktionærer, herunder ejendomsinvestor Michael Kaa Andersen, forsikringsselskabet Alm. Brand, Alm. Brand Bank og Bella Centers tidligere administrerende direktør, Arne Bang Mikkelsen, mister alle værdier. Tilsammen ejer de godt 14 procent af Bella Center.

Bella Centers aktionærer står nemlig ved salget til at få deres aktier nedskrevet til nul, samtidig med at de efter alt at dømme ikke får lov til at tegne nye aktier.

Michael Kaa Andersen siger tidligere på ugen til STANDBY.DK, at han ikke er blevet kontaktet for at høre, om han var interesseret i at investere i det nye set up omkring BCHG. Med ændringen står han til at tabe 40 millioner kroner, sagde han.

Arne Bang Mikkelsen har ikke besvaret STANDBY.DK’s henvendelser.

Til Berlingske siger Michael Kaa Andersen: ”Solstra bruger en ufin model med regnskabsmanipulation til at slippe af med os mindretalsaktionærer for at give plads til nye ejere.”

På generalforsamlingen i næste uge lægger bestyrelsen i BCHG Holding, som ejer Bella Center, op til at nedskrive aktiekapitalen til nul og samtidig fjerne de nuværende aktionærers ret til at tegne nye aktier.

Sælger er ærgerlig
Hos Solstra siger partner og bestyrelsesformand i BC Hospitality Group, David Overby, til Berlingske:

”Vi er naturligvis også meget ærgerlige over, at vores aktier – fuldstændig som alle andres – nedskrives til nul… Realiteten er desværre, at BCHG har været hårdt ramt af corona, og uden et nyt og økonomisk bæredygtigt udgangspunkt ville BCHG gå en usikker fremtid i møde.”

På generalforsamlingen i næste uge skal Bella Centers aktionærer godkende regnskabet for kriseåret 2020. I regnskabet, som Berlingske har set, lægger ledelsen op til nedskrivninger af værdier for over en halv milliard kroner. Det betyder, at BCGH kommer ud af regnskabsåret 2020 med negativ egenkapital.

Relaterede artikler:

Nye ejere klar til Bella Center-gruppen

Bella Center sat til salg

Kendt dobbelt-hoteldirektør siger farvel