- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Salg af SAS skidt for København

Der advares om op imod 60.000 tabte arbejdspladser hvis flyselskabet enten sælges eller må lukke.

Vibeke Storm Rasussen, der er formand for Region Hovedstaden, kan ikke forstå landspolitikernes interesse for at sælge det kriseramte skandinaviske flyselskab. Hun nævner, at SAS blev dannet for at sikre internationale flyforbindelser fra en international lufthavn, og at hele hovedstadsregionens fremtid og vækst står på spil, hvis de internationale ruter forsvinder, siger hun ifølge epn til DR Nyheder.

 

Hun bakkes op af Christian Wichmann Matthiessen, professor ved Institut for Geografi og Geologi på Københavns Universitet, som siger, at en lukning eller overtagelse af SAS på kort tid vil reducere aktiviteterne i Københavns Lufthavn med en femtedel og på længere sigt med op imod 40%.

 

Det mener han kan bringe op imod 60.000 job i hovedstaden i fare, fordi det bliver mindre attraktivt at placere internationale virksomheder i regionen, ligesom interessen for at placere internationale konferencer i byen vil blive langt mindre.

 

Andre europæiske byer, der har mistet deres funktion som knudepunkt for flytrafikken, har også mistet aktiviteter, og professoren henviser til fald i aktiviteterne da Sabena lukkede i Bruxelles og da Swissair lukkede i Zürich.

Skrevet af Flemming Juul