- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS åbner seks nye ruter fra Danmark

Når sommerprogrammet 2017 træder i kraft, åbner SAS nye helårsruter fra København til Færøerne og Riga samt fra Aalborg til Oslo. Desuden øges antallet af afgange, sæder og ruter til feriemål i Sydeuropa. I alt åbner SAS 15 nye ruter fra Skandinavien.

”SAS har flere destinationer og afgange end noget andet skandinavisk flyselskab, og vi fortsætter med at forbedre tilbuddet til vores kunder. Vi har netop vundet alle priser ved Danish Travel Awards, som bedste flyselskab, og det har noget at gøre med, at vi er attraktive på destinationer, afgange og servicekoncepter”, siger Lars Sandahl Sørensen, operationel koncerndirektør i SAS.

I tillæg til de nye helårsruter øges i højsæsonen antallet af afgange til Sydeuropa. SAS øger bl.a. antal sæder og afgange fra København til Malaga, Faro og Mallorca. Der tilbydes omkring 330.000 flere sæder og i alt 1.800 flere flyvninger til Spanien, Kroatien og Portugal fra Skandinavien.

Samtidig åbner SAS tre nye sommerruter fra Danmark til Sydeuropa. Direkte fra København til Malta og Olbia på Sardinen, mens jyske kunder får en sommerrute fra Aarhus til Malaga.

Desuden indsættes flere afgange ind på ruterne mellem København og Zürich, Geneve, Gdansk og Hamborg.