- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS-ansatte vælter kendt tillidsmand

Den kendteste tillidsmand i Københavns Lufthavn, formand for SAS’ HK-ansatte, Nicolas Fischer, afsat på ekstraordinær generalforsamling. Han beskyldes for økonomisk uredelighed – men taler om knivstikkeri.

Formand for SAS’ HK-ansatte i Københavns Lufthavn samt måske snart tidligere formand for HK Luftfart, Nicolas Fischer (foto) blev onsdag afsat som formand for de HK-ansatte hos SAS i Københavns Lufthavn på en ekstraordinær generalforsamling, erfarer takeoff.dk.

 

Ny fungerende formand for SAS’ HK-ansatte, Mai-Brit Hoff Kjeldsen, sagde i går til takeoff.dk: ”Den ekstraordinære generalforsamling viste mistillid til Nicolas fra over 60 pct. af de HK-ansatte i SAS. Han ”overruler” lokale tillidsfolk. Samtidig får vi ny kritisk revision af regnskaberne i SAS’ HK Klub.”
Hun vil ikke uddybe, hvorfor der synes behov for en ekstraordinær revision af foreningen.

 

En ny generalforsamling forventes indenfor en måned at vælge ny formand. Mai-Brit Hoff Kjeldsen udelukker ikke, at hun er formandskandidat.

 

Utilfredsheden med Nicolas Fischer skyldes blandt meget andet, at han har godkendt ny kontrakt for HK-ansatte i det nye handlingselskab i Københavns Lufthavn, Copenhagen Flight Services; ejet af handlingsselskabet Novias svenske ejer, Aviator. CFS har Easyjet som eneste kunde.

 

Formand for HK-medlemmerne i Novia, næststørste handlingselskab i Københavns Lufthavn, Karsten Kjær siger til takeoff.dk:

”Nicholas Fischers nye overenskomst med CFS var dårligere end Novias. Vi klagede for fire måneder siden til HK over aftalen. Vi er klar til at komme tilbage til HK Luftfart, hvis Nicholas Fischer ikke er i bestyrelsen. Vi gik ud af bestyrelsen fordi Nicholas Fischer egenrådigt beslutter alt.”

 

Ved den ekstraordinære generalforsamling røg også Trym Østre ud af bestyrelsen, han var indtil for nylig formand for HK Luftfart, men blev sidste måned afløst af Nicolas Fischer.

 

Branchesektion Luftfart (HK Luftfart) har godt 2.000 medlemmer og er den største faglige organisation blandt funktionærer i luftfartsbranchen.

 

Til takeoff.dk siger Nicolas Fischer: ”Den ekstraordinære generalforsamling viste mistillid til Trym og mig. Sådan er livet. Vi har forhandlet, medlemmerne mener ikke, at vi har hørt efter, det mener jeg vi har. Jeg har siden 1994 været formand for SAS’ HK-ansatte. Det er en ærgerlig måde at slutte på, men jeg er ikke taburetklæber.”

”I 2008 blev HK-Luftfart sammenlagt med SAS’ Luftfartsfunktionærer. Jeg har ingen dårlig samvittighed, men forstår medlemmernes frustrationer, men ikke anklagerne om økonomisk uredelighed. Jeg har rent mel i posen og det er så nemt at sige ”uredelighed.”

 

”Mai-Brit har altid villet være formand i HK Luftfart, så dette er ufine metoder i magtkampen. Det er et knivstikkeri,” siger Nicolas Fischer, der har været ansat i SAS i over 30 år.

 

HK Luftfart har i sin bestyrelse medlemmer fra Air Greenland, Billund Lufthavn, CPH, Gate Gourmet, KLM, SAS, SAS Cargo og Aarhus Lufthavn.

Skrevet af Henrik Baumgarten