- STANDBY.dk - https://standby.dk -

SAS direktør: ’Nu er lufthavnen nødt til at lytte til os’

LUFTFART: ”Vi kan ikke leve med, at Københavns Lufthavn er alt for dyr i den nuværende konkurrencesituation,” siger koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen før han i denne uge møder adm. direktør Thomas Woldbye ved Folkemødet på Bornholm.

Lars Sandahl Sørensen, foto for SAS: Thilde Dehlsen.

LUFTFART: ”Vi kan ikke leve med, at Københavns Lufthavn er alt for dyr i den nuværende konkurrencesituation,” siger koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen før han i denne uge møder adm. direktør Thomas Woldbye ved Folkemødet på Bornholm.

Af Ejvind Olesen

Gennem sit kendskab og respekt for fortiden, skal man tegne fremtiden. Det sagde koncerndirektør i SAS og selskabets talsmand i Danmark, Lars Sandahl Sørensen, ikke i går da han slog et slag omkring København for at indvie SAS Flyvehistorisk Samling i Kastrup Lufthavn. Men han mere end antydede det, omgivet af et publikum, som det meste af deres liv har været beskæftiget i forskellige roller i flyselskabets 70 årige historie. Også i de mange år da monopolet var det fremherskende.

Netop nu spidser opgøret til mellem lufthavnen og dens største kunde. Ved flere lejligheder har SAS klaget over de høje priser for at flyve til og fra Kastrup, og på fredag på Bornholm er der lagt op til en dialog mellem parterne.

Så sent som i går kunne vi her på standby.dk fortælle om en vækst i Gardermoen i Oslo og Arlanda i Stockholm, som klart overstiger Københavns Lufthavn, der er lige ved at blive indhentet, selv om den fortsat er størst i Norden.

Vi spurgte Lars Sandahl om, hvor længe den nuværende strid kan fortsætte.

”Ikke ret meget længere. Vi har to krav, vi skal have opfyldt. For det første: Taksterne skal ned. De er for høje. Det er ikke bare SAS, der er årsagen til, at det nu går hurtigere og hurtigere med nye ruter i både Oslo og Stockholm. Samtidig skal man ikke være blind for, at de begge udbygger voldsomt.

For det andet: Infrastrukturen skal udbygges. Tilgængeligheden forbedres. Hvis de to punkter opfyldes, kan vi i København få det bedste centrale knudepunkt i Skandinavien og Nordeuropa. Vi regner også med, at den danske stat kommer med i beslutningerne. Det er nødvendigt nu”.

Taler I overhovedet sammen?

”Ja, vi har fem-seks møder om året, hvor både Woldbye og jeg deltager, og hertil kommer en række møder gennem underudvalg. Det sker i den bedste stemning, men vi forstår simpelthen ikke, hvorfor lufthavnen absolut skal fastholde det høje takstniveau.”

Men hvis I nu ikke kan blive enige. Og hvis lufthavnen fastholder sine priser?

”Så vil den i løbet af kort tid miste sin nuværende betydning som hub. Ikke bare på grund af SAS, men også hos vore konkurrenter. Der er ikke så meget tid at spilde. Hverken for os eller for SAS”, slutter Lars Sandahl museumsbesøget, inden han snart sætter kurs mod Bornholm.