WEEKENDKLUMME: Nej, men det snerper, når tre lande er sammen om et flyselskab, og problemet kommer op igen nu, da det har tyndet voldsomt ud i danske SAS-ansatte på centrale poster efter, at den ene af de to danskere i topledelsen siger farvel.
WEEKENDKLUMME: Nej, men det snerper, når tre lande er sammen om et flyselskab, og problemet kommer op igen nu, da det har tyndet voldsomt ud i danske SAS-ansatte på centrale poster efter, at den ene af de to danskere i topledelsen siger farvel.
Af Ejvind Olesen
Lige siden SAS kom til verden i 1946 har der været fokus på fordelingen af såvel ledere som arbejdspladser i det skandinaviske flyselskab. Stifterne var naturligvis helt klar over problematikken og valgte en fordeling efter 3/7 til den største, nemlig Sverige, og 2/7 til Danmark og Norge. I øvrigt en fordeling som har kostet millionbeløb, når vagterne skulle fordeles for det flyvende personale.
Undervejs har der været et utal af varianter, og ikke mindst har det i topledelsen altid være et spørgsmål, hvor stærk ledelsen i de enkelte lande skulle være for at bevare følelsen af et nationalt sammenhold. Noget som en direktør i hvert af de enkelte lande var garant for – og samling om en decideret præsident for hele koncernen i Stockholm i et mere eller mindre parløb med en formand.
Også formandsjobbet gik før i tiden på skift et år ad gangen mellem de tre lande, hvilket drev flere koncernchefer ud på frustrationens rand. En ordning meget atypisk for en stor erhvervsvirksomhed uanset formandens kvalifikationer.
Det ligger i luften, at formand og koncernchef helst ikke skal være fra samme land. Spørger man ind til, hvorfor det er sådan, får man svaret ”at det er det sandelig heller ikke”, men så alligevel.
Da Jan Carlzon var koncernchef, var der mange flere danskere i hovedkvarteret end i dag. Han var tilsyneladende af den opfattelse, at det skabte mere lethed og kreativitet, end den tungere og mere bureaukratiske svenske, styreform, som selv i dag præger organisationen. Storforbruget af svenske ”consulter” er velkendt. Nordmændene er sådan et sted midt imellem svenskerne og danskerne.
Da Tage Andersen som dansk formand rent faktisk fyrede Jan Carlzon, vidste han godt, at han ikke kunne udnævne en dansk chef, som han måske heller ikke havde lyst til, og valget faldt på svenske Jan Stenberg.
Da Jørgen Lindegaard blev koncernchef, fik han gennemført en selskabsopdeling i tre skandinaviske selskaber med tre adm. direktører og et moderselskab i Stockholm, svarede han en gang på mit spørgsmål, om han ikke var bange for, at der nu gik landskamp i selskabet:
”Nej, de tre lande skal ikke kæmpe mod hinanden internt, men samlet mod konkurrenterne uden for koncernen.” Uheldigvis blev det alligevel mere landskamp end godt var.
Da Lindegaard fra fratrådt, og Mats Jansson kom til som svensk koncernchef, varede det ikke længe, før den form for opdeling måtte ændres af mange grunde, og da den danske formand Fritz Schur skulle vælge ny formand, lå det i luften, at det måtte blive en svensk eller norsk chef, som igen førte til ansættelse af Rickard Gustafson.
Undervejs understregede Fritz Schur igen og igen, at i en forhåbentlig moderne virksomhed som SAS, kan der aldrig blive tale om at ansætte efter nationalitet, men kun den bedst kvalificerede. Præcis som alle hans mange forgængere, havde sagt.
Men hvad så nedad i rækkerne. I koncernledelsen da? Ja, her topper den svenske deltagelse i øjeblikket med fem svenskere inklusive Gustafsson, en enkelt fra Norge marketingdirektør Eivind Roald og en enkelt dansker, nemlig Flemming Jensen i nøglepositionen som koncerndriftschef. Pt. er der ganske vist to danskere, men HR chef Henriette Fenger Ellekrog forsvinder i nær fremtid hjem til Danmark, som HR-direktør i Danske Bank.
Er landskampene forbi i SAS, eller skal vi have en ny dansker ansat? Måske tiden er inde til at dele jobbet i to, en HR-chef og en decideret kommunikationsdirektør som i tæt samarbejde med Rickard Gustafson kan gøre SAS mere udadvendt en tilfældet er i øjeblikket. Besparelserne er gået hårdt ud over informationsafdelingerne, og det mærkes.
Men husk, vi står da sammen i Skandinavien! Vi var jo også enige om, at ingen af de tre lande skulle kvalificere sig til VM i fodbold i Brasilien. Eller hur?
God weekend.