- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS flyver uden overenskomst på ny rute

Stewardesser og piloter på den nye SAS-rute mellem København og Boston i USA arbejder uden overenskomst.

Stewardesser og piloter på den nye SAS-rute mellem København og Boston i USA arbejder uden overenskomst.

På ruten, der åbnede 29. marts, har SAS engageret en ekstern leverandør. Det er schweiziske PrivatAir, som leverer hele pakken, skriver avisen.dk.

Flyvende personale hos PrivatAir arbejder i SAS-uniformer, og flyet er malet som andre SAS-fly, men de ansatte har ingen overenskomst i modsætning til SAS egne ansatte.

”Vi har det ikke særligt godt med, at SAS bruger PrivatAir. Det er absolut ikke efter vores ønske”, siger Christa Ceré, formand for fagforeningen CAU, der repræsenterer 1.100 kabineansatte hos SAS i Danmark.

Også piloterne i SAS ser kontrakten med PrivatAir som et problem: ”Principielt mener jeg, at underleverandører skal have overenskomst. Det har de ikke i PrivatAir, og det vil vi nu forsøge at tage op med SAS, siger René Arpe, formand for Dansk Pilotforening.

Hos SAS svarer konstitueret pressechef Anna Vibeke Nielsen, at ”det vigtigste er, at vores leverandører har markedsmæssige vilkår, og det har PrivatAir”.

SAS oplyser, at man nu stiller krav til eksterne leverandører om, at de skal tilbyde ansatte overenskomst.

Christa Ceré: ”Det kan meget vel være, at kontrakten med PrivatAir er indgået for flere år siden, men det undrer mig, at SAS ikke allerede dengang undersøgte selskabets forhold til bunds”.

I Dansk Pilotforening siger René Arpe, at man kan presse SAS og underleverandører: ”Det har vi lige set i sagen med Flybe, som er ekstern leverandør for SAS i Sverige. Efter varslede strejker blandt alle svenske piloter har Flybe netop indgået overenskomst i Sverige”.