- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS flyver videre med pensioneret flytype

Den 1. september skulle SAS have fløjet sidste tur med en MD-87 – SAS har haft typen i 24 år. Men den sidste MD-87’er flyver stadig hos SAS – som reservefly.

De forslugne gamle MD-87’ere erstattes på basen i København af nye og mere brændstoføkonomiske Airbus-fly.

Den sidste MD-87, Ravn Viking, skulle 1. september have fløjet sin sidste tur – samme fly fløj i øvrigt det danske fodboldlandshold til EM i Ukraine og Polen i sommer.

 

"Ravn Viking er fuldt flyvedygtigt, men vi stopper med at flyve typen, fordi vi er i gang med at rydde ud i antallet af flytyper. Og MD-87 bruger mere brændstof end vores andre fly," sagde Trine Kromann-Mikkelsen, pressechef i SAS Danmark, sidst i august til Rejseliv.dk

 

Men flyet er stadig på vingerne – Trine Kromann-Mikkelsen siger til takeoff.dk, at hun understregede overfor de journalister, der skrev om MD-flyets udfasning, at det ville blive i flåden nogle uger som reservefly.

 

”Hver gang, vi blev spurgt, understregede vi, at når vi pensionerer flyet, er der en periode, hvor det står i reserve – typisk 3-4 uger, hvis behovet opstår. Derefter skal det til USA, hvor det bliver overtaget af et selskab, som bruger MD til indenrigsflyvning. Det sker her sidst i september,” siger pressechefen.

 

"Ravn Viking" kom i SAS-flåden 13. jan 1992. Flyet havde sidst i august fløjet 44.748 timer og startet 34.214 gange. SAS har gennem årene haft 21 MD-87-fly. I USA. bruges flyene navnlig af Allegiant Air.

Skrevet af Henrik Baumgarten