- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS: Fokus på punktlighed

SAS er kåret som det mest præcise flyselskab i Europa, men i forhold til den samlede regularitet ligger SAS på en 19. plads.

Den Europæiske Luftfartsorganisation AEA har kåret SAS som det mest præcise flyselskab på ankomster i Europa.

 

"Vi flyver vores passagerer på kryds og tværs af Europa hver eneste dag. Vi ved, at det betyder meget for vores kunder, at de kommer frem til tiden. Og selvfølgelig også, at de er hjemme igen, når de har lovet det. SAS Danmark har arbejdet rigtig hårdt for at få en punktlighed helt i top og det er meget glædeligt at se, at den fokuserede indsats nu slår igennem til glæde og gavn for vores kunder," siger adm. direktør for SAS i Danmark, Susanne Larsen.

 

Ser man tværtimod på den samlede regularitet, det vil sige antallet af gennemførte flyvninger i forhold til planlagte, ligger SAS nede på en 19. plads, mens Lufthansa ligger på en 22. plads på listen, der ialt indeholder 32 europæiske luftfartselskaber. Her tæller blandt andet problemerne med DASH-8-flyene, som var skyld i mange aflyste SAS-afgange. Det skriver gratisavisen 24timer.

I statistikken indgår omkring 181.000 SAS-afgange det seneste halve år.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen