- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS har meget at indhente på Asien

SAS retræte på de asiatiske destinationer har givet Finnair bedre plads, men nu vil SAS tilbage på de lange ruter.

Inden længe runder Finnair 10 ruter til asiatiske destinationer, hvor SAS blot har tre. Det er den omvendte situation i forhold til for 10 år siden, da SAS fløj på otte asiatiske destinationer, mens Finnair blot havde tre. Den finske succes med det omfattende rutenet hænger da også sammen med det manglende fokus fra SAS, skriver epn.dk.

 

Finnairs koncernchef Mika Vehviläinen er da heller ikke bleg for at indrømme, at det har været en stor fordel for Finnair, at SAS har skåret så kraftigt ned, men ifølge fungerende koncernchef i SAS, John Dueholm, har SAS på grund af sit høje omkostningsniveau ikke været i stand til at forfølge det rige potentiale i Asien.

Men adskillige år med barske sparerunder har bragt omkostningerne ned på et niveau, hvor SAS føler, at man kan tage konkurrencen op og vinde noget af det tabte tilbage, blandt andet med genåbningen af ruten til Shanghai.

Der er stadig gang i besparelserne i SAS, og hvis man lykkes med dem, vil der være basis for yderligere langdistanceruter, hvor Asien står højt på prioriteringslisten.

Skrevet af Flemming Juul