- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS indfører brændstof-tillæg om få dage

I løbet af resten af 2008 vil SAS tjene godt en milliard kr. på et nyt brændstoftillæg, der indføres fra på lørdag.

Fra på lørdag koster en flybillet med SAS fra København til Rom 112 kr. mere end i dag, mens turen til Billund bliver 75 kr. dyrere. Dermed følger SAS i fodsporene på andre europæiske selskaber som Lufthansa og British Airways og indfører synlige brændstofafgifter for at standse den økonomiske styrtblødning, som de høje oliepriser har sat i gang. Det skriver Berlingske Tidende i dag.

”Det er et af tiltagene i Profit 2008-planen, der skal forbedre årsresultatet med 1,1 mia. svenske kroner gennem både besparelser og øgede indtægter,” siger Investor Relations-chef Sture Stølen. Tillæggene, der rammer med 15 euro på europæiske ruter, 10 euro på svenske og danske indenrigsruter og lidt mindre på norsk indenrigs, gælder SAS-selskaberne i Danmark, Norge og Sverige samt datterselskaberne Blue One og Widerøe. Tilsammen vil tillæggene hente godt en mia. kr. hjem i resten af 2008, skønner Sture Stølen.

Skrevet af Simon Jørgensen