- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS lander ny overenskomst med piloter i Danmark

LUFTFART: Ligesom SAS-piloterne i Sverige sidste måned indgik ny overenskomst for de kommende tre år, fik SAS i Danmark sent i aftes ny tre-årig overenskomst med sine piloter i Danmark. Dermed er mulig pilotstrejke i Danmark undgået.

Arkivfoto fra SAS.

LUFTFART: Ligesom SAS-piloterne i Sverige sidste måned indgik ny overenskomst for de kommende tre år, fik SAS i Danmark sent i aftes ny tre-årig overenskomst med sine piloter i Danmark. Dermed er mulig pilotstrejke i Danmark undgået.

Aftalen mellem SAS og Dansk Pilotforening, DPF, er på niveau med de nye overenskomster for resten af det danske arbejdsmarked, oplyser SAS og tilføjer, at den nye overenskomst giver mere fleksibilitet fra piloterne.

SAS Danmark har forhandlet med DPF i Forligsinstitution.

Standby.dk prøvede i går forgæves at træffe formand for Dansk Pilotforening, René Arpe, for at høre status på forhandlingerne i Danmark. DPF organiserer ca. 390 af SAS’ omkring 470 piloter i Danmark – resten er bl.a. i den konkurrerende fagforening, Flyvebranchens Personale Union.

Norges modsvar til Danmarks Radio, NRK, skrev i går, at de to pilotforeninger i Norge, Norsk Flygerforbund og ScanNor Flygerforening, hver har udtaget én pilot til at strejke fra på mandag, hvis der ikke er kommet en forhandlingsløsning. I Norge forhandler SAS og piloterne hos Riksmekleren.

I SAS’ regnskabsårs tredje kvartal havde flyselskabet otte mio. passagerer, det højeste antal nogensinde for SAS i et tredje kvartal – det var 300.000 flere rejsende end samme tid sidste år.

SAS forventer i år 30 mio. passagerer, ca. ti pct. af produktionen flyves af eksterne flyselskaber.