Til gengæld overvejes sagsanlæg mod medarbejdere efter kartelsag
Topledelsen i SAS frikender sig selv for ansvar i den nyligt afgjorte kartelsag, der førte til en bøde på 250 mio. kr. til SAS Cargo fra de amerikanske myndigheder. ”Flyselskabets kommunikationsdirektør, Claus Sonberg, siger til Berlingske Business at ”…der er ikke fundet tegn på, at ledende personer i SAS har været involveret eller informeret i sagen. Derfor er der ikke grund til at drage konsekvenser for topledelsen i SAS”. Sonberg bekræfter videre, at heller ikke John Dueholm, der var bestyrelsesformand i SAS Cargo i den overvejende del af den periode hvor ulovlighederne foregik, kan gøres medansvarlig for ulovlighederne.
Til gengæld vil kommunikationsdirektøren gerne bekræfte at flere medarbejdere på leder- og mellemlederniveau har forladt virksomheden i forbindelse med kartelsagen. Og Claus Sonberg kan også bekræfte, at SAS nu overvejer deciderede sagsanlæg mod de, efter selskabets opfattelse, ansvarlige medarbejdere. ”Vi har endnu ikke taget stilling til om vi skal retsforfølge de ansvarlige medarbejdere i SAS Cargo” siger han til avisen.