- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS’ nye kabineklasser i Europa skal udfordre Norwegian

LUFTFART: ”Go” og ”Plus” - SAS’ nye kabineklasser - afløser 9. juni de tre nuværende på selskabets europæiske ruter. ”Norwegian er vores største konkurrent,” siger SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson, til standby.dk

LUFTFART: ”Go” og ”Plus” – SAS’ nye kabineklasser – afløser 9. juni de tre nuværende på selskabets europæiske ruter. Samtidig fjernes gardinet. ”Norwegian er vores største konkurrent,” siger SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson, til standby.dk

”Lad os kalde en spade for en spade… Norwegian er vores største konkurrent. 70 pct. af SAS’ passagerkilometre flyves indenfor Europa – og på 60 pct. af disse flyver SAS i konkurrence med Norwegian. Med alle lavprisselskabers ruter har SAS konkurrence fra dem på 75 pct. af vores europæiske rutekilometre.”

Det sagde SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson, torsdag til standby.dk ved præsentation af flyselskabets nye koncept, der bl.a. skal gøre SAS bedre til at tage kampen op mod ”vores største udfordring, lavprisselskaberne.”

Det nye koncept, netop præsenteret for storkunder og SAS’ største samarbejdspartnere blandt rejsebureauer, inkluderer, at SAS fremover kun optræder med ét varemærke: SAS. Selskabets finske datterselskab, Blue 1, er nu produktionsselskab for SAS – mens SAS prøver at sælge norske Widerøe. ”Vi er i intensive forhandlinger om salg af Widerøe,” sagde Rickard Gustafson til standby.dk

I sin indledning på pressemødet sagde koncernchefen, at SAS med frasalg af bl.a, SAS Ground Handling til Swissport og det forventede salg af Widerøe går fra 15.000 til 9.000 medarbejdere. Heraf vil 38 pct. være ansat hos SAS i Sverige, mens der i såvel Norge som Danmark vil være 31 pct.

SAS pensionerer snart sine sidste gamle MD-fly. I Danmark forsvinder de til efteråret, hvorefter SAS i Danmark primært kun har Airbus-fly, mens flåden i Norge og Sverige består af Boeing 737’ere. Fra 2016 begynder SAS at modtage nye Airbus A320 neo (new engine option).

I år forventer SAS at åbne 47 nye ruter – bl.a. langruten fra København til San Francisco 8. april med seks fly om ugen. SAS havde ved sit lille, eksklusive pressemøde i går ikke info om, hvor mange ruter det lukkede sidste år.

Om baggrunden for det kommende, ændrede koncept på SAS’ europæiske ruter, sagde vicepræsident i SAS med ansvar for bl.a. produktudvikling, Philip Wågnert:

”SAS har haft for mange valgmuligheder, billettyper og serviceydelser. SAS fik som første europæiske flyselskab business class i 1982. Vores analyser viser, at passageren er den samme. Passageren flyver til Nice som privatperson og til f.eks. London som forretningsrejsende.”

”Vores største kundegruppe flyver mindst fem gange om året. De ønsker punktlighed og kortest mulig rejsetid,” sagde Philip Wågnert.

Med SAS’ to nye klasser på de europæiske flyvninger – Go og Plus – får passagererne to valgmuligheder.

På Go (den hidtidige economy) får de bl.a. bonuspoint, men skal fortsat betale for mad. Plus giver det dobbelte antal bonuspoint, en fleksibel billet, fast track og loungeadgang med wifi-mulighed.

Som led i ændringerne fjerner SAS gardinet mellem den hidtidige business class og de to andre klasser.

SAS vil i øvrigt renovere sine lounger som led i det nye koncept. Hvad det vil koste, ønsker SAS ikke at oplyse.

SAS ville på pressemødet i går heller ikke oplyse, hvor meget billigere selskabets flybilletter evt. bliver med det nye koncept. ”Norwegian læser også standby.dk, og der er ingen grund til at give Norwegian flere måneder til at forberede et modsvar,” hed det.

Det nye SAS-koncept vil give bedre måltider på flyene, flere menuer blev præsenteret på pressemødet i går. ”Vi skal i hvert fald ikke servere plasticmad,” sagde Rickard Gustafson. SAS ville ikke oplyse, hvor mange economy-passagerer, der i dag køber noget på dets flyvninger.

Samlet betjener SAS 128 destinationer med i alt 1.100 ruter og havde sidste år 27,2 mio. passagerer.