- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS øger på New York – og returnerer til Bangkok

SAS får i år endnu en daglig afgang mellem København og New York – og nærmer sig dobbelt daglig betjening. Fra november vil SAS atter flyve halvårligt mellem København og Bangkok.

SAS får i år endnu en ugentlig afgang mellem København og New York – og nærmer sig dobbelt daglig betjening. Fra november vil SAS atter flyve halvårligt mellem København og Bangkok.

SAS skruer yderligere op mellem Københavns Lufthavn og Newark-lufthavnen ved New York. Tidligere har selskabet meddelt, at det fra april indsætter tre ekstra ugentlige fly – nu oplyser SAS, at man fra 3. juni til 17. oktober hver fredag vil flyve endnu en rotation på ruten. Dermed kommer SAS i perioden op på 11. ugentlige fly mellem København og New York.

Ligeledes lastede SAS mellem jul og nytår information i reservationssystemerne om, at selskabet fra 22. november er tilbage på København-Bangkok. I første omgang med tre ugentlige fly – fra 10. december fire.

SAS har fløjet over 60 år mellem København og Bangkok – ruten indstilles dog i år fra 7. april til 21. november; det frigjorte fly skal bl.a. bruges på SAS’ nye langrute, København-San Francisco. Den åbner 8. april og flyves seks gange om ugen.

Foreløbig har SAS oplyst, at selskabet i år åbner i alt 45 nye ruter fra primært København, Oslo og Stockholm – men også fra Gøteborg, Helsinki, Tampere, Stavanger, Trondheim og Turku. Nogle er korte sommerruter, andre bliver helårlige.

Alene fra København får SAS i år ti nye ruter – heraf fire helårlige: Alanya, Biarritz, Budapest (helårlig), Cagliari, Newcastle (helårlig), Palermo, Prag (helårlig), Pula, San Francisco (helårlig) og Thessaloniki