- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS-piloter får ny forening i FPU

LUFTFART: Et ikke oplyst antal piloter hos SAS i Danmark har meldt sin ind i fagforeningen Flyvebranchens Personale Union, der er med i LO. Hos FPU får de deres egen forening, SAS Pilot Union.

Bestyrelsen i SAS Pilot Union er fra venstre Lars Bjørking, formand Christian Vinther Fyrst, Per Bentien og Kent Bendixen.

LUFTFART: Et ikke oplyst antal piloter hos SAS i Danmark har meldt sin ind i fagforeningen Flyvebranchens Personale Union, der er med i LO. Hos FPU får de deres egen forening, SAS Pilot Union.

Flyvebranchens Personale Union har netop fået ny medlemsforening med et ikke oplyst antal af de op mod 400 piloter, der flyver for SAS i Danmark. FPU siger, at nystiftede SAS Pilot Union, SPU, under FPU ”er begyndelsen på et nyt og spændende samarbejde mellem den største faglige organisation for de flyvende i Danmark og piloterne fra SAS.”

Christian Vinther Fyrst er bestyrelsesformand i den nye forening. Han og de andre i bestyrelsen for SPU, Lars Bjørking, Per Bentien og Kent Bendixen, er alle SAS-piloter, og formanden ser den nye forening som et nødvendigt skridt: ”Vores dagligdag er præget af flere krav og et stadig større konkurrencepres. For at kunne modsvare presset, må vi ansatte i branchen stille os sammen i et stærkt fællesskab. Vi har derfor stiftet en ny forening for SAS-piloter. Og vi har meldt os ind i FPU og dermed LO, fordi det giver os den nødvendige tryghed og styrke i en stadig mere omskiftelig branche,” siger Christian Vinther Fyrst.

Det var i går ikke muligt for standby.dk at få uddybende kommentarer fra Christian Vinther Fyrst, men

FPU’s næstformand, Anders Mark Jensen, sagde til standby.dk: ”Vi ser det nye samarbejde som et rigtigt skridt for SAS-piloterne. Udviklingen i luftfart gør det tydeligere, at mens man før kunne klare meget i lokale fagforeninger, så er det nu i stigende grad nødvendigt at have et større bagland, også juridisk. Vi har set det samme for SAS’ piloter i Norge, der i dag også er i to fagforeninger, den ene under det norske LO.”

”Så for os i FPU er det en helt naturlig udvikling, at nogle af SAS piloter i Danmark har meldt sig ind i FPU,” siger Anders Mark Jensen, der ikke ønsker at oplyse, hvor mange af SAS’ piloter i Danmark, der foreløbig er med i FPU. Han tilføjer, at FPU ikke har forhandlingsret med SAS, men at der arbejdes mod at opnå dette.

De piloter hos SAS i Danmark, der ikke er medlem af den nye SAS Pilot Union, er enten medlem af Dansk Pilot Forening, DPF, der organiserer hovedparten af SAS-piloterne i Danmark, men DPF er ikke medlem af et hovedforbund som LO – andre SAS-piloter er ikke organiseret.

Formanden for SAS-piloterne i FPU, Christian Fyrst, håber flere SAS-piloter i Danmark vil melde sig ind i den nye SAS Pilot Union: “FPU er den største faglige organisation for piloter i Danmark, og FPU er klar til at varetage vores interesser som SAS-piloter. De er klar på den danske, skandinaviske og internationale arena i forhold til at kæmpe for vores vilkår og for vores job. Og jo flere piloter vi er samlet, jo stærkere er vi,” siger han.

Flyvebranchens Personale Union, der i dag hører under Serviceforbundet i LO, organiserer nærmest alt flyvende personale i Danmark – hidtil med undtagelse af SAS.

Mindst 1.300 FPU-medlemmer er f.eks. piloterne i Danish Air Transport, Jet Time, Primera Air, Sun-Air og Thomas Cook Airlines – samt kabinepersonalet i de fleste af disse. Se hele listen på FPUs hjemmeside.

FPU er på vej ud af Serviceforbundet for at lave et nyt og stærkere transportsamarbejde – stadig i LO.