- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS ser ud til at holde kursen

LUFTFART: Men efterhånden er informationerne så få, at man ikke ud af månedsrapporterne kan afkode om SAS følger med konkurrenterne og opnår den økonomiske gevinst, som skal hentes hjem i disse måneder. Aktionærerne er i dyb tvivl.

LUFTFART: Men efterhånden er informationerne så få, at man ikke ud af månedsrapporterne kan afkode om SAS følger med konkurrenterne og opnår den økonomiske gevinst, som skal hentes hjem i disse måneder. Aktionærerne er i dyb tvivl.

Af Ejvind Olesen

Det er ikke så længe siden, at man via trafiktal fra SAS hver måned kunne afkode og tolke resultatet, men efterhånden, som selskabet bliver mere og mere tillukket med den begrundelse. at det er af konkurrencehensyn, kan hverken analytikere eller journalister gøre andet end bare gætte.

Det er da fint, at have 2,4 mio. passagerer i juli, eller en fremgang på 10,6 procent. Det er især godt, at nå en gennemsnitsbelægning på 86,5 procent, en stigning på 1,9 procent og fortsat holde en belægning på 90 procent på interkontinentale ruter. Til gengæld falder yielden, gennemsnitsprisen, fortsat (ned med syv procent i juni).

Hvad kan man lære af det? At julis trafik satte rekord med antal passagerer, men det har næppe heller nogensinde været så billigt at flyve med SAS ud i Europa. Og for den sags skyld heller ikke oversøisk. Det kan alligevel godt være positivt, fordi der er færre tomme sæder.

Koncernledelsen har meldt ud, at resultaterne i regnskabsårets (slutter udgangen af oktober) tredje og fjerde kvartal, skal tjene hjem til det lovede marginale plus på bundlinjen, når året er omme. Det holder formentlig med et så meget forbedret salg og belægning, men der skal fortsat interne besparelser til, for at det skal lykkes.

Aktionærerne er forståeligt i tvivl. Først på dagen handlede de aktien op med èn procent, men den sluttede dagen med minus to procent og koster igen under 10 kr.