- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS stævnes for patentfusk

Luftfartsselskabet har angiveligt stjålet en opfindelse fra den lille danske virksomhed Power Stow.

Den lille virksomhed Power Stow i Roskilde har mistet 15 mio. kr., fordi SAS angiveligt har stjålet virksomhedens opfindelse. Derfor stævner Power Stow nu SAS med krav om erstatning.

Power Stow har udviklet et transportbånd, Rollertrack, der bl.a. bruges til at flytte bagage dybt ind i flyenes lastrum. Transportbåndet er konstrueret, så bagagemedarbejderne undgår tunge løft og dermed får et bedre arbejdsmiljø. Ifølge Power Stows stjal SAS den idé, efter at produktet var udviklet.

Power Stows opfindelse Rollertrack er baseret på et patent, der blev indleveret i 1993.
Det patent købte Power Stow for fem år siden. Men SAS’ datterselskab RASN A/S begyndte først at udvikle sit tilsvarende produkt, Rampsnake, i 1998.

”Vi har gennem flere år forsøgt at få SAS i tale for i al fredsommelighed at indgå en aftale. Men det vil SAS ikke. Derfor er vores sidste udvej desværre at stævne SAS. Vi har forsøgt at komme i dialog med dem mange gange, men de har – af for mig ukendte årsager – ikke ønsket dette. Derfor må det desværre ende sådan,” siger adm. direktør Martin Vestergaard fra Power Stow. Som begrundelse for modvilligheden har SAS forklaret, at man har givet den amerikanske virksomhed FMC licens til at producere det SAS-udviklede Rampsnake.

Martin Vestergaard har foreløbig opgjort sit tab til 15 mio. kr., som han kræver erstattet af SAS, og derudover kræver han, at SAS ophører med at bryde Power Stows patent.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 6. marts, 2008)

Skrevet af