- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS stewardesser trætte af smilekursus

SAS vil sende 3.000 medarbejdere på smilekursus inden sommer for at blive mere servicemindede, men flere vil ikke igen stå model til det.

Ifølge avisen.dk har stewardesse gennem 12 år, Signe Damgaard, været igennem endags kurset ’Smile’, som hun finder nedværdigende, fordi hun allerede længe har gjort det, som kurset opfordrer til.

 

Hun lægger vægt på, at ledelsen ikke tager vare på de problemer, som idelige besparelser har medført, og som blandt andet kan være manglende mad til række 32 eller at personalet ikke når helt derud på grund af underbemanding.

 

Hun får opbakning af fagforeningen, der synes at smilekampagnen rammer helt ved siden af. Kabinepersonalets formand i SAS, Jakob Esposito, finder kampagnen er et mislykket forsøg på at skabe begejstring, mens der ikke er meget at smile ad.

 

"I forvejen har vi den højeste kundetilfredshed og personalet er som personer både glade og servicemindede, så kurset er spildte penge," siger han til Newspaq og han forstår udmærket frustrationerne, fordi koncernledelsen stadig ikke har fortalt, hvilke ændringer man vil gennemføre for at genetablere arbejdsglæden.

Skrevet af Flemming Juul