- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS tilfreds med nye trafiktal

Mange flere passagerer hos SAS i sidste måned, højere kabinefaktor – men indtjeningen er ikke optimal. ”Nogle skifter flyselskab for at spare 50 kr., men glemmer det totale regnestykke,” siger SAS-chef.

SAS’ trafiktal for marts viser gode takter, SAS havde 106.000 flere passagerer end samme måned sidste år og endte på 2,4 mio., en stigning på 4,5 pct. Totalt havde flyselskaberne i SAS-koncernen 9,3 pct. flere passagerer i forhold til marts 2011 og endte på en samlet kabinefaktor på over 72 pct.

 

Størst var væksten på SAS’ langruter, der steg næsten 22 pct. sammenlignet med marts sidste år og endte med en kabinefaktor på lidt over 79 pct.

SAS’ langruter fik sidste måned ny rute med genåbningen mellem København og Shanghai.
Samlet åbner SAS i år 28 nye ruter fra Skandinavien.

 

”Jeg glæder mig over væksten og noterer mig, at sidste år nåede SAS’ kundetilfredshed sit højeste niveau i 11 år,” siger SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson.

 

På minussiden noterer SAS et fald i yielden, indtægt på passagerer pr. fløjne km, med 2,9 pct. Tallet er fra februar, da yielden kommer en måned efter trafiktallene.

 

Til takeoff.dk siger SAS’ Per Møller Jensen, Vice President, Brand (varemærker), Marketing og EuroBonus:

”Genåbningen sidste måned af Shanghai-ruten er kommet godt fra start med en belægning over forventning på 70 pct. SAS har også set gode væksttal på vigtige europæiske markeder som Benelux-landene, Tyskland, Italien – disse ligger betydeligt over SAS’ gennemsnitlige stigning på de 9,3 pct. Vi har også fået flere frekvenser til bl.a. Polen.”

 

”Men, ja, der er pres på yielden – bl.a. fordi nogle rejsende skifter flyselskab for at spare 50 kr., men de glemmer nogle gange at kigge på det totale regnestykke,” siger Per Møller Jensen. Han oplyser, at SAS indenfor en uges tid vil oplyse om flere nye ruter fra Skandinavien – nogle helårlige, andre er sæsonruter.
 

Skrevet af Henrik Baumgarten