Luftfartskrise får SAS til at droppe salget af det spanske datterselskab
Værdien af selskabet er styrtdykket i kølevandet på stigende brændstofpriser, overkapacitet og dalende efterspørgsel. SAS kunne derfor ikke sælge til en fornuftig pris, skriver Jyllands-Posten i dag.
Det mislykkede salg af det spanske datterselskab vil belaste SAS lang tid fremover. Fiaskoen gør det sværere for selskabet af overleve på et marked, der er mere presset end nogensinde.
Spanair skulle sælges for at øge fokus på det nordeuropæiske marked. Samtidig vil et salg indbringe en milliardgevinst og dermed fjerne en rentetung gæld. Det er den barske krise for luftfarten, der får SAS til at opgive salget. I stedet skal SAS’ ledelse nu bruge mange kræfter på at bringe det tabsgivende Spanair på ret køl.
Spanair har et betydeligt underskud, som vil belaste SAS i fremtiden. Der er tale om et alvorligt tilbageskridt for selskabet, siger senioranalytiker i Sydbank Jacob Pedersen. Samtidig vurderer han, at med dagens meddelelse er det mere usikkert, om SAS vil være selvstændigt om tre til fem år.
Det spanske flyselskab skal nu gennem en omfattende sparerunde, som vil betyde afskedigelser af medarbejder, færre fly i luften og højere priser på flybilletter. Det spanske marked har betydelig overkapacitet og Spanair havde i første kvartal et underskud på knap 300 mio. kr.