- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS-vedligehold i Israel

SAS sender 12 af sine fly til Israel til vedligehold. Selskabet som står for arbejdet er en stor våbenproducent.

Det norske regeringsparti SV gør opmærksom på, at det delvis statsejede SAS gennemfører store vedligeholdelseseftersyn på 12 af selskabets fly i Israel. Koncernen som står bag vedligeholdelsen er også en stor våbenleverandør.

”SAS bør tænke på, om det er fornuftig politik at have forbindelser med et selskab i Israel i dagens situation, hvor Israel gennemfører grove overgreb mod international ret”, siger stortingsrepræsentant for SV, Alf Holmli, til NRK Nordland.

SAS anser det ikke som andet end at benytte et hvilket som helst andet flyværksted for de 12 fly.

”Vi følger myndighedernes holdning til samarbejde med israelske virksomheder, og de har ingen anbefalinger imod et sådant samarbejde”, siger kommunikationsdirektør i SAS, Kenneth Vikse, til nyhedskanalen.

Værkstedet, SAS har allieret sig med, er en del af Israel Aerospace Industries. Koncernen har 16 000 ansatte og er en stor våbenproducent ud over sine civile opgaver.

Skrevet af Flemming Juul