”Men betingelserne er blevet forværret,” siger præsident Rickard Gustafson i kommentar til endnu et plus efter årets første tre kvartaler.
Der er til en forandring i forhold til mange år fortsat plus i SAS regnskabet for både september og for årets tre første kvartaler. Det fremgår af regnskabsmeddelelse tirsdag morgen.
Det regnede aktionærerne formentlig også med eftersom aktien i går steg i København med 5,5 procent.
Det blev til et plus på 276 mio. svenske kr. mod et minus på 1,027 mio. i september i fjor.
For årets ni første måneder er der plus på 448 mio. sv. kr. før skat mod et minus på 2,606 mio. sv. kr. sidste år.
Nettoresultatet for perioden er 392 mio. sv. kr.
Det får alt sammen koncernchef Rickard Gustafson til at fastholde sine forventninger om plus på bundlinjen i år. Nu med en reducering til et marginalt plus, hvis der ikke kommer flere uventede forhindringer.
Situationen er forværret på det globale marked. Og olieprisen er uændret høj. En fortsat stærk position i konkurrencen, nye ruter, mere aktivitet, stor kundetilfredshed og en fremragende præcision får Rickard Gustafson til trods alt at tro på overskud, når året er omme.
”Vi er fortsat i verdensklasse med præcise afgange og ankomster, og vi har haft succes med at satse på fritidsmarkedet på trods af benhård konkurrence. Selv om vi har øget vores kapacitet på mange ruter er passagertallet fulgt med,” siger koncernchefen, inden han senere i dag holder pressemøde på nettet.
SAS havde i årets første tre kvartaler 1,7 mio. flere passagerer, eller en fremgang på 9,4 procent.