- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SAS vil være forbillede i branchen

Med en ny strategisk platform, som sætter fokus på 4 centrale områder, vil SAS fortsætte sin positive udvikling og sætte en højere standard.

Med den nu gennemførte Core SAS har SAS reduceret enhedsomkostningerne med 23% siden 2008 og lancerer nu sin nye strategi 4Excellence med målsætningen om at opnå excellence i 2015 indenfor fire kerneområder – Commercial Excellence, Sales Excellence, Operational Excellence og People Excellence.

 

"SAS skal være de nordiske rejsendes førstevalg, uanset formålet med rejsen. Selv om vi allerede har en høj kundetilfredshed, skal vi tilbyde en endnu bedre og harmonisk service. For eksempel lancerer vi Economy Extra på indenrigsruter næste år”, siger koncernchef Rickard Gustafson.

 

SAS skal effektivisere salgsmodellen og have det mest attraktive loyalitetsprogram. Det skal fortsat være Europas punktligste flyselskab og levere en kvalitet og service, som giver mest værdi i både tid og penge for kunderne.

 

SAS nye mål er at sænke enhedsomkostningerne med 3-5% pr. år frem til 2015. Det skal ske gennem effektiviseringer, men også med fokus på produktivitetsforbedringer, hvor indførslen af programmet Lean i hele virksomheden er en vigtig del.

 

"Jeg sætter høje, men realistiske mål for SAS, for jeg ved, at vi har meget engagerede og kompetente medarbejdere i alle dele af selskabet. Vi skal frigøre medarbejdernes potentiale gennem godt lederskab og øget fokus på de, der har den direkte kontakt med vores kunder. Indføringen af Performance Management giver os et lederværktøj til systematisk målsætning, opfølgning og coaching. Alle medarbejderne skal forstå, hvordan de bidrager til SAS’ overordnede mål," siger Rickard Gustafson.

Skrevet af Flemming Juul