- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Scandic åbner Hamburg-hotel

Det nye Scandic Hamburg Emporio er blevet både miljøcertificeret og prisbelønnet inden åbningen.

Hotellet med 325 rummelige, miljørigtige værelser og et konferencecenter på syvende etage markerer Scandics fokus på Norden og Nordeuropa og lever samtidig op til kravene i Hamburgs miljøvision ’European Green Capital 2011’ med unikke løsninger for bæredygtighed, tilgængelighed og design.

 

Scandic Hamburg Emporio indtager topplaceringen i certificeringsorganet VDRs (Verband Deutsches Reisemanagement) liste ’50 Certified Green Hotels’ hvor blandt andet energi- og vandforbrug, mad og drikkevarer samt socialt ansvar bedømmes. Ved udelukkende at benytte vedvarende el-energi med Greenpeace Energy som partner reduceres CO2-udslippet med op til 1.000 tons pr år sammenlignet med konventionelle energikilder.

 

”Hotellets placering er på toppen. Hamburgmessae og dets kongrescenter ligger i nærheden, trafikforbindelserne er optimale og Gänsemarkts tunnelbanestation ligger præcist lige over for indgangen”, siger Michel Schutzbach, landschef Tyskland.

Designeren Jesper Waldersten har skabt hotellets vand-tema, som giver gæsterne en oplevelse af roligt havmiljø og i restauranten, med det passende navn ’H2O’, mærkes Scandics skandinaviske rødder også på den sæsonbetonede menu. Stjernekokken Jamie Oliver, som har samarbejdet med Scandic de seneste år, er ansvarlig for maden i hotellets konferenceafdeling, som har en flot udsigt over Hamburg.

Skrevet af Flemming Juul