- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Scandics mest tilgængelige hotel

Nyåbnede Scandic Oslo Airport giver kørestolsbrugere adgang til alle 245 værelser, som samtidig er allergiværelser. Hele hotellet er allergitilpasset.

”Jeg har ikke set noget hotel i Europa, som har arbejdet så konsekvent med tilgængelighed for alle typer funktionsnedsættelser, som vi har gjort”, siger Magnus Berglund, handicap-konsulent hos Scandic. ”Vi ønsker, at alle gæster skal føle sig velkomne, og få samme valuta for pengene som de gæster, der ikke har funktionsnedsættelser.

 

For gæster med bevægelseshandicap er der ekstra brede døre, en nedsænket receptionsskranke og el-udtag i lobbyen til lettilgængelig opladning af el-drevne kørestole. På værelserne kan alle funktioner nås

fra kørestolen, og det samme gælder morgenmadsbuffeten.

 

For gæster med nedsat syn er der kontrastmarkeringer på trapperne og kontrastfarver på værelser, badeværelser og gangarealer. Og en 30 meter lang lysstribe udenfor gør det let for alle at finde frem til hotellets reception.

 

For de, der har allergi, er det trygt at vide, at alle materialevalg er godkendt af det norske astma- og

allergiforbund, og for gæster med nedsat hørelse har man blandt andet arbejdet med teleslynger, høreslynger og visuelle og vibrerende alarmer.

 

Ved første øjekast ser man ikke nødvendigvis, at hotellet er handicaptilpasset, men det ambitiøse tilgængelighedsarbejde omfatter alle dele af hotellet.

Skrevet af Flemming Juul