- STANDBY.dk - https://standby.dk -

”Selvfølgelig var vi forkælede, den gang det var sjovt”

Er der to der stod sammen i rigtigt mange år, så var det Europæiske Rejseforsikring og rejsebureauerne. Derfor var det naturligt, at det var rejseforsikringen, der startede Danmarks Rejsebureau Fond i 1961.

Vel dryssede invitationsrejser og provisioner ned til de ansatte, men ikke alle var lige vellønnede og havde deres på det tørre. Selv i dag, hvor velstand og hjælpeorganisationer synes at overflødiggøre en hjælpefond.

”Men det er ikke tilfældet,” siger fondens formand i dag, direktøren for det nordiske salg i Europæiske Forsikring (ERV), Bjørn Cronquist.

Jeg mødtes med den nye formand, det afgående bestyrelsesmedlem Jørn Eriksen (efter 20 år) og direktør Søren Find Andersen på en af de 36 sommerdage, vi allerede har haft i år. Nyt bestyrelsesmedlem, direktør Lars Thykier fra Danmarks Rejsebureau Forening, kunne ikke være med.

Hvor skulle vi så mødes? Der hvor rejsebranchefolk holdt til i mange år i København, når de havde fri og var på vej hjem, på daværende Westfalia Grill, Vesterbrogade 2, som nu huser ”The Old English Pub”.

Her blev også fonden stiftet. Senere dukkede nye mødesteder op. Den sociale del har altid været noget væsentligt i de kredse. De faglige aftenmøde blev i reglen holdt hos Europæiske på Frederiksberg Alle.

De fik rejser nok
Initiativet til fonden, som eksisterer den dag i dag, blev i 1961 taget af direktørerne Svend Norsk og Jørgen Lützhøft, Europæiske, som kontaktede Bjarne Bagger i rejsebureauet Bennett med ideen om fonden i samarbejde med Danmarks Rejsebureau Forening.

Bjarne Bagger forklarede ved Seniorklubbens 25 års jubilæum for 16 år siden, at det først var meningen, at fondens afkast skulle bruges til at dygtiggøre personalet i rejsebureauerne. Den skød Bjarne Bagger ned.

”Samtlige flyselskaber med SAS i spidsen kappedes i disse år om at arrangere studerejser til europæiske og oversøiske destinationer med alting betalt. Derfor blev det besluttet, at fonden først og fremmest skulle tage sig af rejsebureauernes pensionister,” sagde Bjarne Bagger.

I dag er der blandt andet hjælp til ferieophold til pensionister, der har været i rejsebranchen, og som har forladt branchen på grund af alder, sygdom eller invaliditet. Bestyrelsen kan også på eget initiativ tilbyde økonomisk hjælp til værdigt trængende.

Fryns i lange baner
Både Jørn Eriksen og Søren Find Andersen er under frokosten enige om, at rejsebranchen (og journalisterne) var forkælede i mange år, uden at det svækkede seriøsiteten.

Mange kunne få, hvad de ønskede af flyselskaber, forsikringsselskaber og andre kontakter. Især for cheferne i bureauerne var der mange frynsegoder med invitationer og fordele. Det blev ikke opfattet som noget odiøst.

”I dag er det anderles med topstyring og etiske regler. Især i globale virksomheder. Jeg ved ikke, om jeg ville have valgt et andet fag i dag. Jeg kan godt lide, at man selv har et ansvar,” siger Søren Find Andersen. Han har prøvet det mange gange blandt andet som chef for Maersk Airs rejsebureau og direktør i OP Rejsebureau, senere som administrerende direktør for DFDS’ rejsebureauer og direktør i erhvervsrejsebureauet Carlson Wagon Lits.

”Som rigtige pensionister synes man måske, at alting var bedre i gamle dage. Det var det ikke altid, men som flyselskab vil vi gerne holde os gode venner med vore kunder, og med pressen,” siger Jørn Eriksen.

”Jeg forstår som avislæser i dag ikke, hvorfor der skal stå i forbindelse med artiklen, hvem der har inviteret. Det må være et spørgsmål om avisen og journalistens troværdighed. Selvfølgelig fik vi da i reglen god kritik efter en pressetur. Men det kan jo også være fordi, vi var gode,” siger Jørn Eriksen. Han har en lang luftfartskarriere bag sig, først i SAS blandt andet som chef i Japan og Singapore, senere i Maersk Air i London og som kommerciel direktør i flyselskabet på hjemmebasen.

Både Søren Find Andersen og Jørn Eriksen har konstateret, at der fortsat kan være behov for hjælp i pensionisttiden. Også til en rejse, som kan kræve særligt udstyr. Rejselysten efter et helt liv i branchen forsvinder ikke, fordi man bliver pensioneret, men sponsorerne forsvinder.

Personligkontakt forsvinder
Når de bliver spurgt om fremtiden for bureauerne, er de mere i tvivl. Den personlige kontakt med kunder og samarbejdspartnere er ved at ebbe ud. Online og andre elektroniske hjælpemidler tager over. Det er også tegn på, at der ikke mere er brug for kreativitet, som branchen krævede af den enkelte før i tiden. Derfor har de svært ved at vurdere, hvordan branchens fremtid vil tegne sig.

Indtil videre holder Europæiske (ERV) ved af historiske grunde, og fordi man fortsat gerne vil have fat i en gren til rejsebureauerne. Det er vel ingen hemmelighed, at Gouda Rejseforsikring har taget en stor bid af kagen. Derfor er det da også en prisværdig ide at holde fast. Nu med Bjørn Cronquist som formand.

Portioner på 15.000 kroner
Både udgifter og indtægter svinger i fonden fra år til år. Blandt andet afkast af investeret kapital og sponsorer. Normalt udloddes til 150.000 kroner i portioner af 10.000 til 15.000 kr. ”Jeg er parat til at høre nærmere, både fra kvalificerede ansøgere eller fra deres venner og familie,” siger formand Bjørn Cronquist.

Måske det var en god ide blot at få hjælp til en dansk ferie i år. Med dejligt vejr i bagagen.