- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Sidste flyvning med airberlin

Arkivfoto med Air Berlin i Københavns Lufthavn.

LUFTFART: I fredags havde airberlin sidste flyvning – også fra Københavns Lufthavn. I sine næsten 50 år transporterede selskabet over 500 millioner passagerer.

Den allersidste airberlin-flyvning var fredag aften fra München til Berlins Tegel-lufthavn med en Airbus A320 med 178 passagerer. Den sidste flyvning var Flight AB6210, med det særlige kaldesignal BER4EVR (Berlin for Altid, red)

airberlins første flyvning var i 1979 og i de mange år havde airberlin over 500 millioner passagerer, skriver det tyske nyhedsbureau, DPA.

På airberlins hjemmeside står der nu: ’airberlin har permanent indstillet sine flyvninger’.

Også i fredags havde airberlin om eftermiddagen sine to sidste flyvninger fra Københavns Lufthavn til henholdsvis Berlin og Düsseldorf. Selskabet var sidste år 7. største flyselskab i Københavns Lufthavn med 509.000 passagerer på sine ruter fra Berlin og Düsseldorf.

Der har siden airberlins betalingsstandsning i midten af august været forhandlinger om at overtage hele eller dele af boet, herunder selskabets fly og for eksempel start- og landingstider i en række lufthavne, de såkaldte slots. airberlins omkring 150 fly er primært overtaget af Lufthansa-gruppen og easyJet – eller returneret til deres ejere.

Med airberlin ude af drift mister de tyske luftfartsruter cirka 60.000 daglige passagersæder fordelt på 250 flyvninger. airberlins østrigske datterselskab, Niki, er ikke insolvent og flyver derfor videre, skriver dpa.

airberlin, der havde været medlem af Oneworld-alliancen siden 2012, gik i konkursbeskyttelse 15. august i år efter den største aktionær, Etihad Airways fra Abu Dhabi med 29,2 procent af aktierne, nægtede at dække flere milliardunderskud. airberlin kunne siden betalingsstandsningen i august holde sig på vingerne efter et nødlån fra den tyske regering på 150 millioner euro.

easyJet vil som led i sit køb af dele af airberlins operationer i navnlig Berlin ansætte 1.000 af airberlins piloter og besætningsmedlemmer på normale tyske overenskomster. Lufthansa vil overtage omkring 3.000 medarbejdere fra airberlin.

I første omgang vil easyJet flyve et reduceret airberlin-program gennem vintersæsonen, men udvide det fra næste års sommerprogram.

airberlin har nærmest haft årlige underskud samtlige år siden 2008. Selskabet har omkring 8.000 medarbejdere.

Øger på Københavns Lufthavn

Tidligere oplyste Københavns Lufthavn, at Lufthansas datterselskab, Eurowings, fra januar går ind på de ruter til København fra Berlin og Düsseldorf, airberlin har opgivet.

Fra 15. januar næste år letter Eurowings mod Københavns Lufthavn. Det bliver med en Boeing 737-800 med plads til 186 passagerer på ruten til Berlin og med en mindre Bombardier Q400 med plads til 78 passagerer til Düsseldorf, oplyste Københavns Lufthavn.

Indtil Eurowings åbner mellem Düsseldorf og København flyves ruten kun af SAS. Mellem Berlin og København flyver i forvejen SAS, Norwegian og easyJet.

Eurowings starter med seks ugentlige flyvninger til Berlin-Tegel og 21 ugentlige til Düsseldorf.​