- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Sidste nat på Hotel d’Angleterre i denne omgang

I aften sover gæster for sidste gang på Københavns kendteste 5-stjernede hotel, d’Angleterre – det skal nu moderniseres og opgraderes for omkring 300 mio. kr.

Angleterre genåbner i foråret 2012; det blev i 2007 solgt for en milliard kr. til islandske investorer. Tidligere i år købte den forrige ejer, Remmen Fonden, hotellet tilbage for angiveligt 250 mio. kr. Nu vil den nye ejer, ifølge takeoff.dks oplysninger, bruge op mod 300 mio. kr. på en gennemgribende istandsættelse.

 

Den omfattende renovering betyder lukning af hotellet fra i morgen, 1. juni, til næste forår. Hotellets 100 medarbejdere berøres af den midlertidige lukning.

 

Det nye d’Angleterre får ifølge takeoff.dks oplysninger færre værelser. Mens hotellet i dag har 123 værelser, får det efter ombygningen 80 suiter ”på 6-stjernet niveau.”

 
Michael Telling, tidligere adm. direktør for Remmen Hotels, skal lede ombygningen af Angleterre.

 

Hotellets bestyrelsesformand, Thomas Salicath, sagde for nylig til takeoff.dk: ”Remmen Fonden ønsker at skabe et hotel der bliver second to none.” Han understregede, at Remmen Fonden ikke har tilbagekøbt hotellet for at renovere det og så sælge det igen.

 

”Remmen Fonden håber på et meget langvarigt ejerskab af hotellet. Man har ikke købt hotellet tilbage for at score penge ved at sælge det. Det er vigtigt, at hotellet har en stabil og dedikeret ejer med vilje og evne til at tage det lange træk,” sagde han.

 

Da islandske Nordic Partner i 2007 købte Remmen Hotels – Front, Hotel Kong Frederik, d’Angleterre og restaurant Copenhagen Corner – for angiveligt en milliard kroner, gjorde de det klart, at de var ude efter D’Angleterre. Siden blev Front solgt til Scandic Hotels, mens First Hotels overtog Hotel Kong Frederik ved Rådhuspladsen.

 

Angleterres hidtidige direktør, Hanne Provstgaard Lassen, tiltræder i morgen ny stilling som underdirektør i Tivoli med ansvar for Tivoli High End, herunder minihotellet Nimb med 13 værelser, erfarer takeoff.dk

 

Skrevet af Henrik Baumgarten