- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Singapore vil slå Macau og Las Vegas

Bystaten i Sydøstasien lægger op til kamp med kinesiske Macau og amerikanske Las Vegas for at blive verdens største spilleby.

Ifølge e24.no har kasinoer været forbudte i Singapore i mere end 45 år, men nu har man valgt lige netop gambling til at sætte fornyet skub i udviklingen af by-statet, skriver epn.dk.

 

Flere virksomheder har skudt 10 milliarder dollar ind i det ambitiøse spilleprojekt, som  storbanken Barclays regner med vil være medvirkende til at skabe 40.000 nye arbejdspladser i Singapores fritidsindustri og bidrage med 1,7% af ø-statens totaløkonomi.

 

Singapore forventer at tiltrække turister og spillere fra kasinoerne i Macau, som ligger en times sejlads fra Hong Kong. To meget store spillebyer er netop nu under opførelse og til april ventes de at kunne tilbyde spilleglade turister adgang til verdens to største spillekasinoer.

 

Det ene, Marina Bay Sands, er datterselskab af spillekoncernen Las Vegas Sands Corporation, placeres i Singapores business-distrikt som led i et aktivitetscenter med plads til 45.000. Anlægget skal ligge i en park på 1,2 hektar som svæver 220 meter over jordoverfladen. Den samlede investering udgør 5,5 milliarder dollar.

 

Det andet har Genting Group fra Malaysia som bagmænd og opføres på en lille ø, som desuden får plads til fire hoteller en Universal Studio forlystelsespark og verdens største akvarium. Kasinoet på øen hedder Resorts World at Sentosa. Her er investeringen 4,7 milliarder dollar

 

Ifølge Financial Times regner Marina Bay Sands med nettooverskud et sted mellem 800 millioner og 1 milliard dollar fra 2011, mens Resorts World at Sentosa håber på en fortjeneste på 750 millioner dollar.

Skrevet af Flemming Juul