- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Sixt henter direktør fra konkurrent

BILUDLEJNING: Sixt Biludlejning i Danmark har ansat ny driftsdirektør, der kommer fra topjob hos landets største biludlejer. Sixt har netop lanceret ’all inclusive’ varevognsleasing.

Søren Lithander er ny driftsdirektør for Sixt Biludlejning i Danmark.

BILUDLEJNING: Sixt Biludlejning i Danmark har ansat ny driftsdirektør, der kommer fra topjob hos landets største biludlejer. Sixt har netop lanceret ’all inclusive’ varevognsleasing.

55-årige Søren Lithander bliver ny COO/driftsdirektør hos Sixt Biludlejning, et af Danmarks største biludlejningsselskaber. Han kommer fra stilling som Operations Manager hos konkurrenten Europcar, Danmarks største biludlejer, hvor han startede for 22 år siden.

Ansættelsen af Søren Lithander er led i Sixts vækststrategi om fortsat udvikling af den voksende forretning og danske netværk. Søren Lithander skal bl.a. stå i spidsen for udvidelsen af Sixts stationsnetværk samt en række vækstaktiviteter, der allerede er sat i verden for at gøre Sixt til Danmarks ’mest kundeorienterede biludlejningsselskab’, hedder det.

Sixt Biludlejnings adm. direktør i Danmark, Philip Schack: ”Vi glæder os over ansættelsen af en kapacitet som Søren Lithander, der kommer fra konkurrenten med stor erfaring inden for stationsudvikling og -drift, kundeservice, personaleledelse, netværksudvikling, flådeoptimering samt kvalitetssikring. En erfaring, som gavner Sixts’ vækst i et presset marked, hvor kundens behov og den teknologiske udvikling skal være i fokus.”

Selv siger Søren Lithander i pressemeddelelsen fra Sixt: ”Sixt er båret af en driftig entreprenørånd og med en flad organisation, hvor der ikke er langt fra idé til handling. Der er rig mulighed for at bidrage til innovation og videreudvikling af især drift, stationsnetværk, kundeservice og teknologi; herunder f.eks. Sixt Smart Start, der muliggør biludlejning via en iPad.”

Klar med ’all inclusive’ varevognsleasing

Sixt Biludlejning i Danmark har netop lanceret en såkaldt ’all inclusive’ varevognsleasing uden bindingsperiode ud over en måned og uden udbetaling. Varevognen leveres fragtfrit på firmaadressen.

Den nye varevognsflåde rummer ti kategorier – fra en lille varebil og kassevogne til store ladvogne og mandskabsvogne.

Philip Schack: ”Når man leaser varevognen hos Sixt, binder man ikke kapital som ved et varevognskøb, men styrker likviditeten i sit firma og kan aflevere varevognen efter brug. Hos Sixt får man et fleksibelt koncept, sikker styring af budgettet, serviceaftale, samt vejhjælp.”