- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Hvor skal vi sove i nat?

WEEKENDKLUMME: Måske hver for sig. Der er op mod halvanden mio. danskere, som bor alene. Alligevel er der kun fra to til fem procent enkeltværelser på en charterrejse, og det koster kassen, hvis man vælger at sove alene. ”Hvis nogen har sovet i timen, er det rejsebranchen,” lyder det

Ejvind Olesen.

WEEKENDKLUMME: Måske hver for sig. Der er op mod halvanden mio. danskere, som bor alene. Alligevel er der kun fra to til fem procent enkeltværelser på en charterrejse, og det koster kassen, hvis man vælger at sove alene. ”Hvis nogen har sovet i timen, er det rejsebranchen,” lyder det

Af Ejvind Olesen
D
anskernes livsstil har ændret sig gennem årene. Nok skal vi komme hinanden ved i en afslappet stil, men alligevel stiger skilsmissetallet fra år til år, og flere og flere vælger at holde ferie alene. De vil også gerne bo alene og selv bestemme, om de også skal sove alene og i modsat fald hvem, det skal være med.

Da jeg spurgte, hvordan det ser ud hos de store charterbureauer med procentdelen af enkeltværelser, er der stort set ikke sket ændringer de sidste mange år. Spies, TUI, Bravo Tours melder alle tilbage med ca. to procent, mens Apollo ligger oppe på ca. fem procent.

Mest rammende karakteriserer pressechef Nikolai Johnsen udviklingen: ”Tendensen er soleklar. Stort set samtlige hotelværelser er skabt med udgangspunkt i kernefamilien eller som minimum to voksne betalere. Men den vestlige verden og især Norden er løbet i den anden retning i mellemtiden. Folk rejser jo enkeltvis på ferie som aldrig før, enten med eller uden børn. Både på grund af skilsmisser, og fordi de bliver gift sjældnere og senere. På den måde kan jeg ikke se andet, end at hotelbranchen og rejsebranchen har sovet i timen.”

Ikke et kosteskab
Det har Nikolai ret i. Det svarer til den fordeling, vi havde i DSB Selskabsrejser i 1960. Dengang lancerede jeg mit eget slogan, som hotelværterne ikke just jublede over: ”Et enkeltværelse er et lokale, som er for lille til at være dobbeltværelse og for stort til at være et kosteskab.”

En anden sandhed kommer fra direktør Peder Hornshøj i Bravo Tours: ”Når der bygges hoteller i dag, tænkes der desværre ikke meget i eneværelser. Fremtiden er nok at have et dobbeltværelse eller en lejlighed for sig selv. Hotellerne tænker jo i økonomi og på, hvordan de får flest penge hjem pr. værelse.”

Hvis det så endda bare var det. Men sagen er jo, at de værelser, som bliver enkeltværelser til forhøjede priser, er de dårligst beliggende (ved siden af elevatoren, eller lige over køkkenet, eller baren med natåbent). I de nyere hoteller er størrelsen og indretningen af enkeltværelser stort set den samme, som når der er to i værelset.

Det er via kalkulerne, at tillægspriserne fremkommer, og det er mit indtryk, at turoperatørerne kvier sig ved at opkræve de tillæg, der fremkommer på den måde. Derfor opfordringer til endelig at tage et familiemedlem eller en veninde med og dele værelse og beløb. Deleøkonomi, you know. Et hotel vil også forsøge at få så mange indenfor som muligt af hensyn til omsætningen.

Krydstogter er værst
Noget af det værste er krydstogter for enlige. Det er bragende dyrt. Ofte dobbelt op. Selskaberne er helt skrupelløse – ”Undtagelsen er Norwegian Cruise Line”, fortæller direktør Claus Jensen fra My Cruise. ”De har mange single kahytter (som altid er udsolgte). De er alle sammen indvendige. De udvendige kahytter og dem med balkon er forbeholdt dem, der er to.

Dem må singlerne tænke sig til. Eller vælge en partner. (Se en erfaren krydstogtdirektør som Jesper Boas Smiths forklaring på fænomenet i dagens debat).

Særlige regler for unge under 18 år
Tilbage til min tid i branchen for mere end 50 år siden. Da solgte man faktisk såkaldte ’halve dobbeltværelser’ til nogen af samme køn, som overhovedet ikke kendte hinanden. Det gør man heldigvis ikke mere. Det burde heller ikke være tilladt.

Da jeg dengang var ansat i Ungdommens Rejsebureau (ejet af Dansk Vandrelaug) på Kultorvet i København og var ungdommens store hit, måtte vi ikke sælge dobbeltværelser til unge under 18 år af forskelligt køn, med mindre vi havde begge hold forældres skriftlige tilladelse. Hvor meget de unge så fandt ud af at bytte rundt ude på destinationerne, blandede vi os ikke i.

Nu er tiden en anden. Blot ikke med hensyn til fordelingen af enkelt- og dobbeltværelser. Vi bestemmer fortsat, hvordan vi vil tilbringe vores ferie, og hvem vi vil sove sammen med.

Men hoteller og krydstogtselskaber – i et samarbejde med turoperatørerne – har fat i den lange ende, når det drejer sig om mulighederne.

God weekend