- STANDBY.DK - https://standby.dk -

SKI forbereder udbud på flybilletter

SKI, Statens og Kommunernes Indkøbsservice, forberede udbud på flybilletter, som offentliggøres i august med tilbudsfrist i oktober.

Det er planen, at den ny rammeaftale på flybilletter træder i kraft 1. januar 2011, hvor den nuværende flyrejseaftale i statsligt regi udløber. Den kommende rammeaftale bliver et frivilligt tilbud til alle dele af den offentlige sektor, men vil blive målrettet den statslige sektor og halvoffentlige selskabers rejsebehov. 

 

”Også regioner og kommuner kan få løftet deres udbudspligt ved at benytte SKIs kommende aftale, ligesom behovet for at kunne købe billige og fleksible billetter, som rejsepolitikkerne efterspørger, ønskes tilgodeset i det kommende udbud”, siger adm. direktør Søren Jakobsen, SKI.

 

Der har tidligere været en aftale om flybilletter under Statens Indkøb i Økonomistyrelsen. Denne aftale udløber og genudbydes ikke. Statens Indkøb og SKI har aftalt, at SKI udbyder en aftale om flybilletter til gavn for hele den brede kundekreds.   

 

SKI har igangsat et udredningsarbejde, der skal afdække offentlige organisationers behov for et relevant sortiment inden for destinationer, billettyper og andre forhold relateret til rejsepolitikkerne. Dette sker med henblik på at designe udbudsstrategien, så området udsættes mest effektivt og for at imødekomme behovet for billige rejser.

 

”Vi ser opgaven som en stor anerkendelse af SKI´s erfaring på området og samarbejde med vores kunder om at tilvejebringe den bedste mulige aftale. Vi glæder os til atter også at være de kommunale og regionale kunder behjælpelige”, siger Søren Jakobsen.

Skrevet af Flemming Juul