- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Skoleferien skal ikke dikteres af rejsebureauerne

Aldrig har der været så mange flexmuligheder på arbejdspladserne, og aldrig har skolevæsenet været så fleksibel og så imødekommende over for forældrenes ønsker. Derfor skal rejsearrangørerne ikke pive, hedder det i Weekendbloggen.

”Tvungen ferie giver alt for få rejser. Årets sommerferie kan blive ramt på værst tænkelige måde. I hvert fald hvis man har planlagt at skulle til udlandet. Tvungne ferieuger i uge 29 og 30, blandt andet i Københavns Kommune, betyder, at rekordmange børnefamilie skal ud at rejse i samme periode. Og rejseselskabernes kapacitet slår næppe til.”
Sådan var budskabet fra Apollo Rejser forleden. Det kan godt give anledning til nogle betragtninger.  
 For mange år siden havde jeg i en fire årig periode plads i den lokale skolekommission. Jeg var meget optaget af at få spredt ferieperioderne og fjernet den såkaldte fabriksferie i sin fastlåste periode tre uger om sommeren.
Primært fordi jeg syntes det var urimeligt for de pågældende at skulle betale såkaldte højsæsonpriser for charterrejsen til danske hoteller, og sågar på Storebæltsoverfarten med færgerne.
Jeg var naiv og troede, at vi på samme måde som i et stort land som Tyskland kunne lægge en stribe af ferieperioder ind, forskellige fra landsdel til landsdel. Det kunne vi naturligvis ikke. Familierne hænger sammen.
Og den gang var delefamilier næsten et ukendt begreb. I dag er det ganske anderledes, og hele feriemønstret er et broget kludetæppe på kryds og tværs. Netop nu har vi vinterferien spredt over to uger. Det giver så rigeligt med problemer.
Hvad er så mit budskab nu i den aktuelle situation? Det er ganske enkelt, at rejsearrangørerne må tilpasse sig forbrugernes behov og ikke blande sig i hverken skolernes eller børneinstitutionernes forhold. Desværre er det lige præcis hvad Apollo gør med førnævnte pressemeddelelse.
Vel er det da irriterende, hvis der er 55.000 børnefamilier i Københavns Kommune, hvor mindst 65 procent blive berørt af tvungne ferieuger i 29 og 30. Ca. 20 procent rejser på charterferie, og de vil ifølge Apollo være tvungne til at rejse i de to uger.

Det drejer sig om ca. 25.000 personer til sommer. Lukkedagene ødelægger kort sagt feriemuligheden med charterfly, eller gør ferien meget dyrere.

”Der er på ingen måde tale om en ønskværdig situation, hverken for børnefamilierne eller for rejsebranchen, ” fastslår Rikke Koks Andreasen fra Apollo.

Nu står der jo ikke nogen steder skrevet, at danskerne skal på charterferie. Og slet ikke på et tidspunkt, hvor priserne er sat pænt i vejret fra bureauerne, således at børnefamilierne – som det altid har været tilfældet – betaler for dem, der kan rejse uden for den deciderede højsæson.

Klimaet er bedre og hotellerne mindre belastet og giver derfor samlet et langt bedre produkt. Vejret i maj og juni samt august og september er i øvrigt også langt mere behageligt end juli ved Middelhavet.

Rejsebranchen må tilpasse sig kundernes behov og ikke omvendt. Her har lavprisselskaberne deres store chance. De er langt mere fleksible end charterarrangørerne, som afvikler i faste serier. Det er det nye i den problematik.

Er du enig eller uenig, eller har andre forslag, så følg med i bloggen her på siden.

 

Skrevet af Ejvind Olesen