Der er flere grunde til at juble over, at AGF har hentet det første mesterskab i 40 år hjem til Aarhus, mener VisitAarhus og HORESTA. Det kan få en positiv effekt for turismen på kort og længere sigt.
Der går formentlig mange år, inden søndag den 10. maj 2026 går i glemmebogen i Aarhus. Efter at AGF ikke havde stået øverst på sejrsskamlen i 40 år, besejrede byens hold nemlig Brøndby og kunne dermed kalde sig mestre for første gang siden 1986.
Da slutfløjtet lød på Brøndby Stadion, begyndte rådhusklokkerne da også at kime i Smilets By. De blev akkompagneret af ekstatiske jubelbrøl, der først aftog helt, da den timelange guldfest sluttede sådan cirka samtidig med, at natten blev til morgen.
Betegner værdien som enorm
Det er dog ikke kun på lægterne på stadion og rundt omkring blandt de fodboldinteresserede aarhusianere, at mesterskabet er blevet mødt med stor entusiasme. Det samme gælder hos VisitAarhus, der vurderer, at sejren rummer spændende perspektiver for turismen.
Pia Lange Christensen, der er direktør for VisitAarhus, hæfter sig ved, at den eksponering, som byen har fået i forbindelse med den massive fejring af fodboldholdets triumf, kan betyde, at flere får øjnene op for Aarhus og resten af regionen.
”Turismemæssigt har mesterskabet enorm værdi. Det er jo god reklame, som vi ikke kunne betale os fra. Fællesskabsfølelsen, euforien og den lokale stolthed, der er lige nu over sejren og mesterskabet, forplanter sig. Erfaringsmæssigt giver det flere lyst til at rejse til vores destination.”
Tror på langsigtet effekt
Mesterskabet er vundet på et tidspunkt, hvor mange er i gang med at lægge planer for sommerferien, ligesom den geopolitiske uro og de højere brændstofpriser, som situationen i Mellemøsten har medført, kan få flere til at holde ferie i Aarhus.
“Effekten vil holde længe – både i forhold til de danske gæster og for eksempel også i kølvandet på de europæiske kampe,” lyder det fra Pia Lange Christensen.
”Nogle af de udenlandske fodboldfans vil måske senere få lyst til at vende tilbage for at se mere af vores region med deres partner eller familier. Det er en win, win, win.”
Kan få besøg af internationale fans
Nok er sejren på plads, men AGF-spillerne kan ikke sende støvlerne på sommerferie endnu.
Søndag venter sæsonens sidste kamp, hvor mesterholdet tager imod Viborg på hjemmebane. Udover selve kampen vil der være storskærmsarrangementer flere steder i byen, og i den seneste melding lyder det, at der er solgt omkring 55.000 billetter til disse arrangementer.
Ligesom VisitAarhus-direktøren tror HORESTA Region Midtjyllands formand Jakob Beck Wätjen på en længerevarende effekt.
”Lige nu giver det en dejlig stemning i Midtbyen, og den breder sig som ringe i vandet. Det skal vi nyde.”
”Men afhængigt af, hvordan det nu går AGF i europæisk fodbold, så kommer der jo nu nogle kampe i gruppespillet startende med Champions League, hvor vi får besøg af medrejsende fans, som ofte også skal ud at spise og have en overnatning eller to.”
Relaterede artikler:
Har store forventninger til verdensmesterskab