- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Sløseri med datasikkerhed kan ruinere

TURISME: ”Bøderne for manglende efterlevelse af reglerne i Persondataforordningen bliver så store, at de kan lægge en virksomhed i ruiner,” siger Danmarks Rejsebureau Forenings direktør i sin nytårshilsen.

Lars Thykier.

TURISME: ”Bøderne for manglende efterlevelse af reglerne i Persondataforordningen bliver så store, at de kan lægge en virksomhed i ruiner,” siger Danmarks Rejsebureau Forenings direktør i sin nytårshilsen.

”Persondataforordningen, som får virkning fra 25. maj 2018, bliver stor udfordring for Danmarks Rejsebureau Forening – og alle andre danske virksomheder. Den indeholder mange regler. En stor del har eksisteret i flere år, men nu sættes kravene i system, og konsekvensen for manglende efterlevelse bliver klarere. Bøderne for ikke at overholde reglerne bliver så store, at de kan lægge en virksomhed i ruiner. Når forordningen træder i kraft, skal virksomhederne tage den særdeles alvorligt.”

Det skriver adm. direktør for Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier, i sit nytårsbrev.

Til standby.dk siger han: ”Persondataforordningen gælder alle virksomheder, fra rejsebureauer til flyselskaber, hoteller, biludlejningsselskaber, supermarkeder, banker, forsikringsselskaber osv.”

”Der vil komme bøder på op til fire pct. af virksomhedernes omsætning, hvis de ikke opbevarer persondata ordentligt, så de ikke bliver tilgængelige for andre. Virksomhederne skal overholde kundens ønske om, at data ikke bliver gemt. Det kan være noget så banalt som indholdet i ens mailboks. Disse informationer skal slettes, hvis kunden ønsker det.”

”Virksomheder skal også passe på, hvor de gemmer persondata. Sker det i clouden, skal det helst ikke være i en kinesisk sky, men helst i et i EU-land. Det ønsker EU. Sker det i USA, skal leverandøren garantere, at informationerne ikke bliver tilgængeligt for tredjepart.”

Lars Thykier skriver også i sit nyhedsbrev, at danskerne er et af de mest rejselystne folkefærd i EU: ”Det går heldigvis godt i de danske rejsebureauer, som nok skal klare sig, også set i lyset af den omsiggribende deleøkonomi. Men det er stadig nødvendigt at tænke nyt i bureauerne, for ellers risikerer man at kunderne fravælger ens produkter.”

Lars Thykier fortsætter: ”End ikke de mange tragiske hændelser i og uden for Europa i 2016 har dæmpet danskernes rejselyst. Men nogle destinationer har måttet se sig fravalgt. Det har været svært for rejsebureauerne at finde det nødvendige antal senge til de mange rejsende på de mest populære destinationer, og i Europas storbyer protesterer lokalbefolkningerne mod de deleøkonomiske platforme som f.eks. Airbnb.

Airbnb og andre lignende tiltag er ikke blot en torn i øjet på etablerede rejsebureauer og hoteller. Der er behov for regulering på dette område.”

Lars Thykier skriver også, at Højesteretsdommen i 2015 gjorde det klart, at et rejsebureau, ved salg af kun flybilletter, kan påberåbe sig agentforbehold. Og i 2016 fik DRF sammen med et medlem godkendt udformning af et agentforbehold af Forbrugerombudsmanden.

”Vi er meget glade for, at bureauerne nu med et klart og tydeligt agentforbehold kan sikre sig mod at skulle stå til ansvar for f.eks. flyselskabers konkurs,” siger Lars Thykier.