- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Snegebyr gør flyrejser dyrere

Britiske lufthavne overvejer et permanent snegebyr, som i givet fald vil gøre det dyrere at komme på rejse til for eksempel London.

Det er det spansk ejede britiske lufthavnsselskab, BAA, som vil pålægge de flyselskaber, der benytter BAA-lufthavnene, som for eksempel London Heathrow, et permanent snerydnings-gebyr, skriver business.dk.

 

Forslaget kommer efter den katastrofale jul i de britiske lufthavne, hvor store snemængder udløste kaotiske tilstande i blandt andet Heathrow og Stansted. BAA mener, at sneen kostede selskabet op mod 200 millioner kroner.

 

BAA mener, at ansvaret skal deles mellem flyselskaber og lufthavne og at gebyret skal benyttes til at opgradere lufthavnenes sneberedskab.

Skrevet af Flemming Juul