- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Sol sætter gang i feriehusudlejning

Det solrige forårsvejr har sat gang i booking af sommerhuse hos Novasol. Der er særlig efterspørgsel på ferieboliger i Kroatien, Italien og Frankrig. Holder det gode vejr, vil udlejningen af danske sommerhuse også stige.

Selv om der tales om økonomisk krise, lader danskerne det kke gå ud over deres sommerferie. Hos Novasol bruger kunderne flere penge på deres ferie end sidste år. Det hænger sammen med, at det er mere luksusprægede huse, der efterspørges.

 

”Især i Sydeuropa ser vi, at kunder fravælger turisthoteller til fordel for egen villa. Det er den individuelle ferie kunderne søger,” siger Hanne Grue, salgschef for Novasol. For at imødekomme efterspørgslen introducerer selskabet i år eksklusive ferielejligheder i Cannes højst 300 meter fra havnepromenaden La Croisette og de fine strande. I Kroatien tilbydes en ny kategori direkte ved havet og med egen udendørs swimmingpool.

Fortsætter det gode forårsvejr, vil det også gå stærkt med udlejningen i Danmark.

 

”Jeg tror, at langt de fleste danskere ville foretrække at blive i Danmark, hvis de kunne stole på vejret,” siger Hanne Grue. ”Jeg er ikke i tvivl om, at den stærke trend, vi så sidste år, vil fortsætte ind i 2009.”

Skrevet af web-redaktionen