- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Sommer i Danmark 2020

Erhvervslivet bøjer sig for krav fra HK om siesta landet over. Kokke og tjenere har accepteret, at restaurant- og hotelkøkkener i denne sommer har åbent til midnat. Lars Larsen har indrettet campingplads på golfbanen i Himmerland. Flere landmænd går over til vinavl.

De havde allerede fået et varsel om drastiske klimaændringer for to år siden, da Solen i 2018 havde braget ned over Danmark i næsten fire måneder og sat både Mallorca og Malaga i skyggen, hvad temperaturen angik. For slet ikke at tale om Madrid. Og så måtte det jo komme. At dansk turisme sadlede om for at tilpasse sig de nye forhold.

Formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, havde besluttet, at man i fremtiden ville satse på vinavl og var begyndt at importere vinstokke fra Californien. Og nu havde han i TV også bebudet, at der på de tørre arealer skulle dyrkes bomuld, som igen skulle eksporteres til de tidligere Dansk vestindiske Øer. Som en slags tak for sidst.

Den dag var der bestyrelsesmøde i Jysk hjemme hos Lars Larsen i villaen i Sejs med Gudenåen klukkende tæt på. Det var så rart at høre, at der fortsat var vand i åen. ”Hjejlen” hostede lidt ekstra, når den gled forbi. Snart ville vandstanden være for lav visse steder på ruten til Himmelbjerget.

På grund af varmen havde Lars tilladt shorts for medlemmerne. ”Vi har ikke nogen krise, ”indledte Lars, ”men vi har brug for forandringer, fortsatte han,” der lige var fyldt 77.

”Der er ingen, der i dag sover med dyner. Vi må gå andre veje. Vi har i Jysk opkøbt nogle campingpladser ved Vesterhavet. Jeg vil plante Jylland til med 1341 swimmingpools. Det store areal i Himmerland, som før var golfbanen er nu er kæmpe campingplads. Den største i Nordeuropa. Maden serveres udendørs med gastronomi i topklasse ligesom i Club Méditerranée.

Vi indfører nye slogans: Sov på jysk, spis på jysk. 2.000 kroner per nat pro persona all inclusive og med danske vine.”

”Ja men Lars er det ikke risikabelt, tænk hvis nu vejret igen bliver, som et var for tre år siden.”

”Hør nu her Michael. I sin tid tabte jeg 220 millioner kroner på at sælge rejser. De fleste ud af landet, men også nogen i Danmark med Larsen Hotel og Kroferie. Nu går trenden den anden vej, og jeg vil tjene dem ind igen. Jeg stopper også alle golf-sponsorater og bruger pengene på ishockeyklubben i Silkeborg. Der er alligevel ikke nogen, der orker at spille golf i den varme.”

Spies skifter til Grønland
Samme dag var der møde i ledelsesgruppen i Spies. Administrerende direktør Jan Vendelbo havde taget turen fra Sverige til Ørestad, blandt andet fordi han håbede det var mere svalt end i Sydsverige.

”Vi tager konsekvensen. Vi stopper rejser til Middelhavet og går i gang med Grønland. Alle vore store fly kan lande i Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord. Så kan de til gengæld ikke komme længere.

Vi bygger en kæmpe ferieby, både for voksne og børn.  Vi lejer en snes helikoptere hos Susanne Hessellund i Bel Air, og sælger udflugter overalt på Grønland. Det kan godt byde på nogle forhindringer med aflysning. Vi graver Spies’ gamle slogan frem ”Klager modtages ikke,” så ved folk, hvad de går ind til.

Vi skriver også en kontrakt med CityJet, som har mistet kontrakten med SAS. De mange mindre jets og turboprops sender vi til Island. De kan næppe holde flyplanen, men så kan de bruge manglende slots i Keflavik som begrundelse for forsinkelser. Det er de vant til. De har også problemer med piloterne. De gider ikke Island. De vil hellere nyde Solen i Danmark. Endelig sender vi de resterende få kunder, vi har tilbage, med Air France til Torshavn,” sagde Jan Vendelbo.

Han så sig rundt i kredsen af ledende medarbejdere, hvoraf hovedparten var fra Sverige. De nikkede bifaldende. Det gjorde de altid. De var så glade for, at danskerne i det mindste havde nogle gode ideer.

Siesta i Danmark
Nede på landjorden var alt ved at ændre sig på grund af klimaet. HK var netop blevet enige med de næringsdrivende om at indføre siesta alle hverdage fra klokken 13 til 16 mod at holde åbent til klokken 22.

Restauranterne lukkede omkring midnat. Michelin-restauranter havde kun åbent tre dage om ugen. Jensens Bøfhus kun i weekenden. Hotellerne over hele landet havde for store millionbeløb fået installeret aircondition. Også badehoteller, som af samme grund endnu ikke havde haft råd til at indføre både bad og toilet på værelserne.

Salget af gummistøvler til Roskilde Festivalen var gået helt i stå, og lagret af støvler sendt til regntiden i Indonesien. FCK spillede nu i badebukser på kunstgræs i Parken, men kunne dog til hver en tid slå Brøndby.

På Nationalmuseet i København holdt direktør Rane Willerslev hver dag foredrag om, hvordan det var i Danmark før 2018.

Og alle stønnede i varmen!