- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Sommersæsonen reddet på målstregen i Grækenland

Efter en uge med kaos, der næsten lammede udlejningsbiler, udflugtsbusser og var begyndt at stoppe forsyningerne til de græske ferieøer, har de strejkende lastbilchauffører vedtaget at gå i arbejde i dag.

På kanten af årets største turistmåned i Grækenland er der lysning forude for en næsten kaotisk situation på fastlandet og på de populære ferieøer. Efter en uges strejke, som var begyndt at hæmme daglivet med timelange køer ved benzinstationerne og forsyningsproblemer fra Athen til øerne, fordi skibene ikke kunne få brændstof, har de strejkende chauffører med et lille flertal vedtaget igen at gå i arbejde.

 

Der vil dog gå nogle dage, før alt igen er normalt. En rapport til takeoff.dk i går fra Rhodos viser, hvor slemt det stod til. Det sparsomme brændstof blev brugt til transferbusserne, mens udflugterne blev aflyst. Det samme gjaldt skibene.

 

På hotellerne kunne man blot i få dage endnu have opretholdt forsyningerne bl.a. af madvarer, fordi skibstransporten fra Piræus også var stoppet. En udlejningsbil kørte tør for benzin ved Lindos og kunne ikke komme tilbage. Andre holdt i kø i op til tre timer for at få nogle dråber på.

 

Det lykkedes for de danske charterarrangører at holde gæsterne nogenlunde skadefri, fordi flybrændstof endnu ikke var en mangelvare. I går kom et SAS fly fra Rhodos kun en halv time forsinket til København, mens TUI fra Star Tour senere på dagen ankom rettidig.

 

August er traditionel den helt store feriemåned, fordi alle turister fra Sydeuropa holder ferie og lægger voldsomt pres på turismen til Grækenland.

 

Skrevet af Ejvind Olesen