- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Sønderjysk fremstød i København

I den kommende weekend - 21.-23. juni - gennemfører Rømø-Tønder Turistforening et fremstød i Torvehallerne i København for at skabe interesse for ferie i Tønder Kommune.

I den kommende weekend – 21.-23. juni – gennemfører Rømø-Tønder Turistforening et fremstød i Torvehallerne i København for at skabe interesse for ferie i Tønder Kommune.

Det sker med en mangfoldighed af sønderjyske specialiteter – lige fra østers og pølser til kniplinger og ”Sort sol”. Og så er Prins Joachims kro, Schackenborg Slotskro, naturligvis også repræsenteret.

Københavnerne bliver præsenteret for en vifte af gode tilbud – både når det gælder overnatning og oplevelser. Der bliver lejlighed til at besøge en østersbar og smage Højer Pølser, Rømø-snaps og Havneby øl. I teltet er der kniplinger fra Tønder ved Lene Holm Hansen, Skærbæk Fritidscenter, Enjoy Resorts Rømø og Skærbæk Familie Camping. Fra ”Sort Safari” kommer Iver Gram og fortæller om mulighederne for at opleve de fantastiske naturfænomener ”Sort Sol”, ”Hvid Sol” og ”Grå sol” i Tøndermarsken.

Der er således fokus på både natur, kultur, golf og wellness, og derudover vil der være mulighed for at høre om bosætningsmulighederne i Tønder Kommune.

På standen vil man endelig kunne møde Schackenborg Slotskro i Møgeltønder, der ligger i skyggen af Prins Joachims Schackenborg Slot, og som prinsen er medejer af.  Siden 2006 har kokken Henning Kohl lavet små gastronomiske mirakler på kroen, der også har 25 værelser.