Scandinavian Cruise Center afgør i dag om sagen havner i landsretten efter stor opbakning til bureauet, hvor stemningen er, at kunderne bestemt ikke altid har ret. Royal Caribbean Cruise Line forholder sig afventende.
I dag afgør ledelsen i Scandinavian Cruise Center om en meget principiel sag, hvor et ægtepar tog fejl af havnene i New York og New Jersey og kom for sent til et krydstogt, som har betydet, at først Rejse Ankenævnet og senest byretten i Helsingør har tilkendt parret en erstatning på 31.758 kroner, som agenten, altså SCC, skal betale.
Det er sidste dag for at anke sagen til landsretten. I løbet af weekenden med start i fredags, da vi her på takeoff.dk omtalte sagen, er det væltet ind med kommentarer. Der ligger også seks kommentarer her på siden til den første omtale.
Tonen er helt klar: Her har Rejse Ankenævnet for en gangs skyld truffet en afgørelse, som der er bred enighed om er urimelig. Ægteparret havde masser af tid til at finde den rigtige havn, hvis de havde begivet sig af sted fra Manhattan i ordentlig tid, selv om taxaen kørte til den forkerte havn, mener de fleste. Man kan gå om bord fra kl. 12, og skibet sejler kl. 17. Nu kom de for sent og giver manglende oplysning hele skylden.
Efter hvad takeoff.dk erfarer, stod der på billetten NJ, Cape Liberty – der er navnet på krydstogtskibets afgangshavn på New Jersey. Altså ikke i New York, hvorfra for eksempel Queen Mary sejler til Southampton. Det tog taxachaufføren fejl af.
"Vi har ingen kommentarer på nuværende tidspunkt, men vi har aldrig været udsat for en lignende sag i området, " siger den danske salgschef for RCCL Henrik Bergqvist.
Der er dog ingen tvivl om, at hele krydstogtbranchen følger afgørelsen meget tæt, fordi den har noget at gøre med, hvor meget ansvar kunderne selv har for at finde frem til deres skib i rette tid. Noget som kan have betydelige konsekvenser for fremtiden.
Adm. direktør i Scandinavian Cruise Center, Poul Dylov, oplyser, at sagen er to år gammel, men ikke af den grund uden aktualitet. Hvad med næste gang i en eller anden havn. Der kan såmænd også være tvivl om havne i vort nære område som St. Petersborg, Helsingfors og Stockholm.- "Sidst frist er i dag, hvis vi vil anke dommen, " fastslår han.