- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Spanien lukker alle hoteller

For at inddæmme coronasmitten skal alle spanske hoteller og andre overnatningssteder for turister, herunder campingpladser, lukke på tirsdag. SOS International opfordrer danskere til at komme hjem.

Fra på tirsdag og mindst en uge frem lukker alle hoteller og tilsvarende overnatningssteder med mulighed for kortvarige overnatningssteder for blandt andet turister, skriver flere medier og henviser til officiel information fra de spanske myndigheder.

Baggrunden er coronavirussen. Spanien er det land i verden med tredje flest tilfælde med virussen, kun overgået af Kina, hvor coronaen opstod, og Italien. Spanien havde fredag eftermiddag, ifølge de nyeste tal fra hjemmesiden worldometers.info/coronavirus, der løbende opdaterer status på verdens, knap 18.000 aktive coronasmittede og over 1.000 døde som følge af virussen.

Mens der i Danmark er 217 smittede for hver én million indbyggere, er tallet i Spanien mere end det dobbelte, 437.

Alarmcentralen SOS International opfordrer nu familiemedlemmer i Spanien til indlagte danskere, svenskere, nordmænd og finner til at rejse hjem.

Den spanske regerings bekendtgørelse om, at alle hoteller, guest houses og bed-and-breakfasts mm. skal lukke ned får konsekvenser for gæster på hotellerne.

SOS: Rejs hjem hurtigst muligt
Fra SOS International på Frederiksberg, der er alarmcentral for rejseforsikrede kunder hos 13 af Nordens største forsikringsselskaber, siger divisionsdirektør Karin Tranberg i en pressemeddelelse:

”Vi opfordrer pårørende, der er sygeledsagere til indlagte patienter, om at rejse hjem hurtigst muligt. Vi kan desværre ikke hjælpe med at finde hotelovernatninger i den nuværende situation.”

SOS International imødeser store udfordringer i takt med, at færdigbehandlede patienter udskrives fra spanske hospitaler. Det vil umiddelbart ikke være muligt at få patienter placeret på et hotel til der er arrangeret hjemtransport.

Karin Tranberg gør opmærksom på, at hjemtransporter af syge og tilskadekomne rejsende i forvejen er voldsomt udfordret af coronakrisen.

”Vi gør alt for at hjælpe patienterne hjem. Det vil blive nødvendigt at bruge ambulancefly i stedet for rutefly, hvilket gør hjemtransporten dyrere, men vi må bruge alle midler for at få nordiske patienter hjem i god behold,” siger KarinTranberg.

Relaterede artikler:

Kæmpe stigning i coronasager hos dansk alarmcentral

Svært at få fløjet syge hjem til Norden

Gouda: Rejsekunderne må ikke blive kastebold