Valencia, Spaniens tredjestørste by, har fået en ny, religiøs attraktion. Et nyt besøgscenter med Den Hellige Gral, der ifølge legenden blev brugt af Jesus ved den sidste nadver.
Valencia har frem til oktober næste år et helligt år for Den Hellige Gral med udstillinger, byvandringer og en ny temarute.
Det nye besøgscenter i bygningen Almudin er udviklet i samarbejde mellem Valencias byråd og samler udstilling, introduktion og praktisk information for gæster, der vil udforske fortællingen om gralen og dens plads i byens historie.
I en pressemeddelelse siger María José Catalá, borgmester i Valencia: ”Det hellige år åbner Valencias kulturarv for nye målgrupper – Den Hellige Gral er ikke kun et relikvie, men en nøgle til at forstå byens historie.”
Det nye center byder besøgende velkommen med en udstilling med audiovisuel guidning. Her kan gæster dykke ned i legenden og de arkæologiske spor, der knytter Den Hellige Gral til Valencia.
Centret fungerer samtidig som startpunkt for den nye Ruta del Santo Cáliz – en byrute gennem nogle af Valencias mest ikoniske steder: fra den gotiske katedral, hvor gralen opbevares, til historiske monumenter som Silkebørsen, Serranos-tårnene og Real Monasterio de la Trinidad, oplyses det.
Et helligt år
Frem til oktober 2026 summer Valencia af religiøse og kulturelle aktiviteter – fra udstillinger og koncerter til foredrag og guidede ture. Blandt højdepunkterne er udstillingen “En verden at opdage. Den Hellige Gral i Valencia” på Muvim-museet, som kan opleves til februar 2026.
Den Hellige Grals og Valencias historie har været flettet sammen siden 1424, hvor gralen kom til Valencias katedral. Bægerets øverste del er af poleret agat og dateres til perioden fra 4. århundrede f.Kr. til 1. århundrede e.Kr. Relikviet har fulgt en lang rute fra Jerusalem og Rom via Huesca og Zaragoza, før kong Alfonso den Storsindede i 1424 bragte det til Valencia.
Relaterede artikler:
Turismerekord i Spanien trods kamp mod overturisme