- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Spies direkte fra Bornholm til Kroatien

TURISME: Der er tradition for, at Spies har en nyhed, når man præsenterer flyprogrammet fra Bornholm for det kommende år. I 2016 kunne bornholmerne for første gang flyve direkte til Gran Canaria og Tenerife – i år var nyheden Almeria i Spanien.

Kroatiens kystbyer – også Split – er kendt fra TV-serien Game of Thrones.

TURISME: Der er tradition for, at Spies har en nyhed når man præsenterer flyprogrammet fra Bornholm for det kommende år. I 2016 kunne bornholmerne for første gang flyve direkte til Gran Canaria og Tenerife – i år var nyheden Almeria i Spanien.

Den 23. maj næste år lander en Airbus 321 fra Thomas Cook Airlines Scandinavia i Bornholms Lufthavn for at tage 212 bornholmere på direkte flyvning til Split i Kroatien. Her tilbyder familiemedlemmet Spies ca. 10 rejsemål med 35 hoteller, fortæller Spies’ produktchef, Carlos Cebrian.

Årets hurtigst sælgende rejsemål fra Bornholm er Mallorca og Rhodos. Derfor bliver der to flyvninger til hver af de to øer. Kreta får også to besøg af bornholmerne til Heraklion og til Chania.

”Til dato har vi skemalagt otte af vores 10 flyvninger fra Bornholm næste år med i alt ca. 2.100 passagerer. De otte rejsemål er nu lagt til salg – de to sidste følger inden jul. Alle flyvninger er med Spies’ eget flyselskab, Thomas Cook Airlines Scandinavia,” siger Carlos Cebrian.

Det foreløbige Spies-program ud af Bornholm i 2018 ser sådan ud: Gran Canaria 14. april, Mallorca 20. april, Rhodos 25. april, Kroatien 23. maj, Mallorca 21. september, Vestkreta (Chania) 27. september, Østkreta (Heraklion) 4. oktober og Rhodos 10. oktober.

“Mallorca er et af de bedst sælgende rejsemål fra Bornholm, så næste år flyver vi to gange til øen. Det første fly letter 20. april kl. 7.15 samtidig med, at et andet Mallorca-fly letter fra København. Ved at undgå turen til København er besparelsen for bornholmerne 456 kr. i flybillet. Og en sparet hotelovernatning løber let op i yderligere 1.000 kr.”, siger Carlos Cebrian og tilføjer: ”År efter år er interessen for at flyve direkte fra Bornholm vokset”.

Helst gullasch med kartoffelmos

Efter ferie i Grækenland med græsk salat og souvlaki glæder bornholmerne sig til en platte med flyvefisk i karry, frikadelle og saltkød på flyet på vej hjem til Bornholms Lufthavn.

Det troede Spies flyselskab, Thomas Cook Airlines, indtil mandag.

Her fik den klassiske platte med dansk smørrebrød den kolde skulder, da Spies lod 40 bornholmere vælge, hvad der skal serveres på flere af sensommerens hjemflyvninger til Bornholm. I Bornholms Lufthavn testede de indbudte gæster fire menuer.

“Kun en af de 40 sagde ja tak til platten – mens op mod 20 ønskede gullasch med kartoffelmos,” siger Spies’ produktchef Carlos Cebrian.